x
Mike Tramp: Second Time Around

Mike Tramp
Second Time Around

Besynderlig genindspilning

GAFFA

Album / Mighty Music
Udgivelse D. 01.05.2020
Anmeldt af
Keld Rud

Der foreligger efterhånden en imponerende lang række albums under Mike Tramps navn som solokunstner. Det første kom i 1997. Efter det gik der fem år med radiotavshed, men så skal jeg da også lige love for, at den danske sanger og sangskriver ikke har ligget på den lade side.

Hans 12. album har fået titlen Second Time Around. Titlen dækker over, at der faktisk er tale om en genindspilning af sange fra Mike Tramps album fra 2009, The Rock’n’Roll Circuz. Ud af det albums 12 sange er ti blevet hevet frem og har fået en opdatering anno 2020.

Al den stund at der ikke er sket hverken de store lydteknologiske eller stilistiske kvantespring inden for rockmusikken de sidste godt og vel ti år, kan jeg godt undre mig en del over, at størstedelen af et ti år gammelt album nu bliver forsøgt vakt til live igen. Hvis man dertil lægger, at Tramp har valgt at bevare arrangementer, instrumentering og mere eller mindre holdt sig til samme type produktion, kan det virke som en umanerlig besynderlig manøvre.

Sangenes rækkefølge er ændret. ”All of My Life” åbner begge albums. Men derfra har Tramp blandet kortene. Sangene er alle holdt i den tilbagelænede highway rock-stil, som Tramp har dyrket i størstedelen af sin solokarriere. Det er helt utvivlsomt rock, men af den velopdragne slags, der ikke viser tænder eller knurrer. De færreste vil finde noget på Second Time Around, der vil fornærme dem eller træde dem over tæerne. Om noget er produktionen en anelse pænere og mere velfriseret end første gang, retterne blev serveret for godt ti år siden.

Selvom sangene nok er ganske sympatiske, er der omvendt ikke ligefrem nogle af dem, der sendte bølger af begejstring og entusiasme gennem kroppen på mig. Jeg må ærligt talt erkende, at jeg følte mig hjemsøgt af massive bølger af kedsomhed under store dele af Second Time Around. Når Tramp lader tempoet stige og forvrængningen tage favntag med guitarerne som på ”Between Good and Bad”, fungerer albummet bedst. Det sker dog ret sjældent. Melodierne på de mere afdæmpede af sangene er ikke interessante nok til at få disse numre ordentligt fra land.

Tilbage står man med et album, hvor gamle sange nok er blevet frem igen, men de er ikke blevet genoplivet. Hvilket dels skyldes, at indgangsvinklingen i alt for høj grad har været den samme. Dels at der ikke var så forfærdelig meget liv i sangene til at begynde med.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA