x
Ellie Goulding: Brightest Blue

Ellie Goulding
Brightest Blue

Halvhjertet trap-tristesse

GAFFA

Album / Universal Music Group
Udgivelse D. 17.07.2020
Anmeldt af
Johanne Nedergaard

Det er intet mindre end 10 år siden, at den engelske sangerinde Ellie Goulding udgav debutalbummet Lights, og hun cementerede sin plads på de britiske (og til dels danske) hitlister med sine rendyrkede popproduktioner og sin karakteristiske, på én gang hæse og sukkersøde vokal. Hun har været en tur igennem popmaskineriet, som så mange andre aspirerende kunstnere, og det har – ifølge et interview i The Guardian – efterladt nogle ar på sjælen. Hun har kæmpet med angst og anerkendelse, men er også kommet ud på den anden side, og den fortælling er hun klar til at dele på sit fjerde album, Brightest Blue.

”Start” åbner pladen med optaget bifald, forvrængede vokalsamples og klaver, hvor de sidste to er gennemgående elementer på resten af albummet. Goulding lyder melankolsk, desperat og bitter, og det fungerer godt sammen med det atmosfæriske lydbillede, som desuden har et stærkt C-stykke leveret af Brooklyn-kunstneren serpentwithfeet. Det er dejligt, at Goulding ikke er bange for at kigge indad, men jeg mangler lidt slagkraft af samme kaliber, som man kender fra ”Lights” og ”I Need Your Love”, og som hverken den catchy (men lettere gentagende) ”Power” eller fuckboy-hymnen ”How Deep Is Too Deep” kan ramme.

Vi kommer sløvt fra start, men på interludiet ”Wine Drunk” begynder der endelig at ske lidt. Gouldings vokal pakkes ind i masser af vocoder og rumklang, og det lyder røvlækkert, friskt og anderledes. Den bølge kører hun videre på med titelnummeret ”Brightest Blue”, der byder på storslåede stryger-ensembler og gennemtænkte produktioner med spændende vokalsamples. Selvom der er langt mellem finesserne, så rammer Goulding plet, når hun rammer rigtigt – det er den fine, lille, hjerteknusende sag af en duet, ”Slow Grenade”, et godt eksempel på. Den er indspillet i selskab med amerikanske Lauv, hvis vokal går smukt i hak med Gouldings og det stripped-down udtryk, der er krydret med sød guitar, lækre hooks og dejlig meget vocoder. Mere i den boldgade ville have løftet resten af albummet betydeligt.

Slutteligt har Goulding budt kunstnere som blackbear, Juice WRLD og Diplo op til dans, og hendes poppede fraseringer suppleres fint af mere hårdtslående rap-passager, der tilsammen udgør en lille trap-krølle på albummet. Den er desværre lige så forvirrende, som den er attitudefuld og efterlader lytteren med en underlig uforløst følelse.

Det glæder mig at se, at Goulding har prøvet at tænke lidt ud af pop-boksen og inviteret en masse gæsteoptrædener ind i studiet, men øv, hvor er det ærgerligt, at hendes egen præsentation er så halvhjertet. Der er blevet plukket for meget og finpudset for lidt. Der, hvor hun er melankolsk, går hun ikke hele linen ud, og der hvor hun er stærk og selvsikker, bliver meget af det begravet i en klichéfyldt trap-attitude, som virker overfladisk. Selv efter flere gennemlyt sidder man desværre forvirret til slut, fordi man hverken er blevet overbevist af Gouldings hårde eller bløde sider.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA