x
Lucy Love: Hammerhead

Lucy Love
Hammerhead

Maksimalistisk grime fra grimme b-film

GAFFA

Album / Superbillion Records
Udgivelse D. 02.10.2020
Anmeldt af
Jens Dræby

De er en duo som Benal, Ukendt Kunstner og ikke mindst som Ravi Kuma, hvilket er noget, man mærker for alvor her på det fjerde album fra Lucy Love, hvor den dragende og cockney grimevokal ofte forsvinder for at give plads til Yo Akims vildskab på knapperne. Hammerhead er et bæst af en anden verden på både tilsigtet og utilsigtet facon med inspirationskilder i smagløs kulthorror og sci-fi og en fandenivoldsk tilgang, der bryder flere af de forventninger, man måtte have til rammerne sat med singlen "9 Bars".

Den første single antyder med sin titel, at det nye Lucy Love skal handle om tekst og levering frem for poppet produktion og gimmicks, men som sangene skrider frem, bliver det tydeligt, at dette er mindst ligeså meget Yo Akims album, som det er Lucy Siames. Ved albummets femte nummer, "All Made of Something", viser Lucy Love kulør med et nummer, der for alvor stikker af, som M.I.A. gjorde det med "Born Free". Med et maskinelt beat og en brummende bas bliver Lucy og gæst Felix De Luca til rappende robotter, sekundære i forhold til den besnærende mekaniske produktion. 

Det hele bliver ekstremt på en måde, hvor der hverken er hoved eller hale på den fascinerende body horror-tingest, som Lucy Love har begået med Hammerhead. Der er langt fra den rå og charmerende produktion på Superbillion, og med det nye album handler det i høj grad om at gå linen ud, som med den overgjorte drum'n'bass på "Thunder" fra deres andet album. "Ultraviolet" står ud og lidt alene med en lyd af Chase & Status' storladne stadion-d'n'b a la "Blind Faith". Det såmænd en ret fed lytteoplevelse, der bare er utroligt usammenhængende.

Når albummet er bedst, er der nærmest en snert af Die Antwoords totale trodsighed. Et nummer som "Willy Wonka" kunne sagtens være leveret i Yolandi Vissers kompromisløshed. Det insisterende hook med gentagelsen af "Dat Boy" og "Dat boy, he loves his chocolate" over et skævt, men dunkende beat er nærmest klokkeklart Antwoord. "Dog" står som et højdepunkt, for det lyder som noget, kun Lucy Love kunne have lavet med en eminent synergi mellem Lucys alsidige stemme og Yo Akims klare vision for sangenes tema. Den beskidte tempofyldte produktion er matchet særlig godt med en hastigt råbende rap.

Flere gange bliver albummet så meget Yo Akims, at vokalen kommer i vejen, som ved den overdrevne "Speed", der i sin form lyder som et glimrende stykke progressivt electro, der bliver en tand for meget med vokalen, som for det meste lader til at tilpasse sig de mange skift i lyden. "Signals" havde umiddelbart også fungeret bedre bare som instrumentalens episke galop. Hammerhead er dog stadig et lyt værd og en bedre plade end Desperate Days of Dynamite, specifikt fordi det er spændende nok at høre Lucy Love tage nogle chancer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA