x
Alicia Keys: Alicia

Alicia Keys
Alicia

En lang time med Alicia Keys

GAFFA

Album / Sony
Udgivelse D. 18.09.2020
Anmeldt af
Johanne Nedergaard

Den klaverspillende sangfugl fra New York, Alicia Keys, er ude med sit syvende album under den kreative titel Alicia. Titlens originalitet lever sådan cirka op til lytteroplevelsen af det ikke mindre end 54 minutter lange album. 

“Truth Without Love” åbner albummet med dragende strygere og rappe fraseringer fra Alicia, som siger: What if I wasn't Alicia? // Would it please ya? // How would I feed ya? // What if to you, I was just a leecher // Why would I need ya?

Der er kommet en del mere attitude på, siden hjertet blev krænget ud på “No One”, og det klæder Alicia Keys godt. Den kække attitude fortsætter på “Time Machine” med korsvar à la Stevie Wonder, hvor synths og stemmer finder sammen i rytmiske og skæve harmonier.

Men så går luften af ballonen. Alicia Keys prøver sig frem med den reggae-inspirerede “Wasted Energy”, som desværre kommer til at virke mere som en opdullet udgave af Rihannas “Man Down”, og det er ikke særlig tilfredsstillende. På ”Underdog” har 00’erne ringet, og de vil gerne have deres Nelly Furtado/Katie Melua-produktioner tilbage.

Som så mange andre store musikkanoner har Keys valgt at invitere en håndfuld featuring musikere ind i studiet, heriblandt r&b-rapperen Tierra Whack, Khalid og den svensk/iranske sangerinde Snoh Aalegra. Det er en blandet landhandel. “3 Hour Drive (feat. Sampha)” er søvndyssende og meget ligegyldig med dulmende synths og alt for høj ekko-effekt på percussions.

Tierra Whacks kække rap og inputs løfter “Me x 7 (feat. Tierra Whack)” gevaldigt, og det samme gælder på “You Save Me (feat. Snoh Aalegra)”, hvor Snoh Aalegras soulede og mørkere vokal stjæler showet – hende skal man holde øje med! “So Done (feat. Khalid)” er nok det samarbejde, som Keys er sluppet bedst fra. Der synges i oktaver, og det giver et charmerende og dejligt skævt udtryk, og så får Khalids ømme røst virkelig momentum på sit eget vers.

Men hvor er der altså mange forbiere denne her gang. “Gramercy Park” lugter langt væk af lejrbålsstemning med doven guitar og slag på lilletromme-kanten. Cute Alicia, men du er altså lige 10 år for sent på den. Den efterfølges af “Love Looks Better”, hvor det hele lige pludselig bliver malplaceret og dystert med ildevarslende stortromme, og Keys’ fingre er nede på de dybere tangenter. Der kører militærorkester-hvirvler på lilletrommen, og sangerinden kræver pondus fra sin significant other med en yderst tvivlsom sangtekst: "All I, all I ever wanted // Was a dollar and a chance".

Heldigvis får Keys sluttet sit selvbetitlede album af med en charmerende og soulet krølle. “Jill Scott (feat. Jill Scott)” er fyldt med cute computerspils-synths, og vokalen kommer op i de helt lette luftlag. Og så er der et lækkert, lækkert spoken word-vers fra Jill Scott med fjollede korsvar, der legende lalala’er derudad. Det er simpelthen så intelligent, elegant og fint! Hvorfor først nu, Alicia?

På “Perfect Way To Die” kommer vi igennem hele følelsesbarometeret, hvor stemmen er hæs, øm og rå, og endelig lyder det som om, der er noget på spil, mens strygere smukt og elegant agerer underlægning.

Ja, og så kunne man jo håbe, at Alicia Keys var stoppet der, men nej. Vi skal også lige have “Good Job” med, og guderne må vide, hvorfor pokker dette nummer er blevet valgt som afslutning. Det er en klaverballade, der lyder som så mange af dem, Alicia Keys allerede har lavet, og selvom det er et shout out til det amerikanske sundhedspersonale, er det simpelthen bare en kedelig og gentagende omgang. 

54 minutter. Det er lang tid, hvis numrene ikke er nøje udvalgt. Man kan håbe, at Alicia skruer lidt op for de soulede og nytænkende elementer og ned for ligegyldige samarbejder til næste gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA