x
Deftones: Ohms

Deftones
Ohms

Genbrug er det nye sort

GAFFA

Album / Reprise Records
Udgivelse D. 25.09.2020
Anmeldt af
Keld Rud

Efter en årrække med andre producere som fødselshjælpere er amerikanske Deftones på deres niende studiealbum blevet genforenet med Terry Date, der var den guidende ånd på deres første fire udspil. Det er ikke, fordi albummet, der har fået titlen Ohms, signalerer, at de fem musikere søger tilbage. Kendetegnende for Deftones' karriere har været, fra deres første udspil det 25 år gamle Adrenaline og til og med det aktuelle, at de har sat sig for konstant at udforske og afsøge deres egen lyd. I modsætning til rivalerne i Korn har de aldrig kastet sig ud i nær så halsbrækkende vovestykker, som dette bands flirt med dubstep og industrial. Af samme årsag har Deftones heller ikke haft samme behov for at nulstille deres udgangspunkt. 

Ohms lægger sig bekvemt i slipstrømmen af forgængeren Gore, der udkom for fire år siden. Albummets længste sang "The Spell of Mathematics" er et af de bedste og viser, hvordan Deftones vier tyngde og atmosfære. Oven på en sej brydekamp mellem sangens vers og omkvæd fortoner sangen sig i et udstrakt slumretæppe af brudte akkorder, knips og rumklang. "Ceremony" er klassisk Deftones i sin opbygning, men refrænet og Chino Morenos nærmest klagende vokal i front får ikke hevet sangen i land. Flere steder på albummet er Moreno på seriøse afveje og rammer ved siden af tonerne.   

På "Urantia" hiver guitarist Stephen Carpenter et synkoperet riff ud af ærmet, der kan vække minder om bandets gennembrudshit "Bored". "This Link is Dead" er måske albummets arrigste. Her er Chinos stemme badet i forvrængning, og dissonansen spøger konstant i Carpenters guitararbejde. Mens "Headless" er det langsomste og mest pulveriserende med nogle kolossale riffklodser, der blødes op af keyboardspiller Frank Delgados klangflader i omkvædene.   

For Deftones' trofaste følgere vil der være uendelig lidt, der skuffer på Ohms, for det er i høj grad mere af det samme, de serverer i denne ombæring. Omvendt er der også få grunde til at bruge synderlig meget tid på Ohms, hvis man ikke tidligere er bidt på krogen. Eller blot synes, at man har tilstrækkeligt i de albums, Deftones allerede har udgivet. Der er for megen genbrug. Og få steder, hvor Deftones forbedrer et af deres allerede udbredte tricks. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at jeg vil genbesøge Ohms. Måske skulle de fem musikere overveje at vove sig ud ad nogle lidt vildere tangenter i fremtiden? Altså om ikke andet så for at undslippe at gentage sig selv? 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA