x

Machine Gun Kelly
Tickets To My Downfall

Tom provokation fra 00'er-fetichist

GAFFA

Album / Bad Boy
Udgivelse D. 30.11.-0001
Anmeldt af
Elias Kvist

Machine Gun Kelly har skiftet kurs. Efter at have profileret sig som en del af emo-trap-bølgen i begyndelsen af 10'erne med undergrundsdemoer og mixtapes til højre og venstre, blev hans renommé for alvor et verdensfænomen, da han påbegyndte en decideret rap-beef med Eminem, hvilket måske i sig selv vidner om manglende jordforbindelse.

Nu har han så lagt trap-beatsene på hylden for at levere sin kærlighedserklæring nr. 2 til slut-90ernes/start 00'ernes pop-punk, som taget direkte ud af gymnasie chick-flicks som ”Clueless” og ”She's All That”. Nu må du som læser ikke tænke, at det så må være en revitalisering i 2020 af genrens glemte dyder med et moderne tvist. Tværtimod er skabelonen bevaret fasttømret med 85-110 bpm og vrængende guitar på størstedelen af numrene med tekster, der kredser om selvhad, meningstab og fantasien om hårde stoffer – i ualmindelig upoetisk potens.

Endnu engang har MGK allieret sig med Blink 182-trommeslageren Travis Barker, der både agerer trommeslager og producer på albummet, der følger op på samme model fra sidste års Hotel Diablo. Men lige lidt hjælper det på albummets forudsigelighed, da der ikke tages mange – om nogen – krumspring fra formlen. ”Title Song” åbner albummet med Colson Bakers (som er MGKs borgerlige navn) forestilling om hans personlige deroute som et one man show, efterfulgt af ”Kiss Kiss”, som faktisk aspirerer så meget imod poppen, at man tilgiver den manglende variation i tekstuniverset. Det samme gælder for ”Bloody Valentine”, der trods alle lyriske klichéer fra drejebogen smager af en smule postpunk, som klæder Kelly bedre end forventet.

Herfra begynder ensformigheden dog for alvor virkelig at indfinde sig og min tålmodighed at slippe op. Duetten med Halsey på ”Forget Me Too” er i bedste fald forglemmelig, mest af alt fordi intet fra den stikker ud i positiv forstand. Baker forsøger en gang imellem at modsvare manglen på kreativitet med minimale og meget ukreative inputs af generiske hi-hat-trommer og bidder af trap-beats på numre som ”Drunk Face” og ”My Ex Best Friend” med Blackbear, som en lunken pastiche til hans hiphop-fortid.

Der forsøges indimellem med en form for dystopisk romantisk lyrik som på "Jawbreaker" med linjer som ”I'm the architecht of this town / and you're the prototype I need now”. Men der er så langt mellem snapsene, at intet helhedsindtryk består fra albummet, andet end at det føles som om, at Kelly skal overbevise sig selv om sin undergangs troværdighed. ”Play This When I'm Gone” lukker albummet og er samtidig det tætteste, Kelly kommer både på tempovariation og en slags ekspressiv plamage af angst-udråb på en ballade, der holder.

Ikke meget føles ægte. Eller varieret. Selvom det ganske vist nok skulle være det for Machine Gun Kelly selv, der udtalte om udgivelsen til Genius, at han håbede at genføde rocken med ”Tickets to My Downfall”. Hvis rumvæsenerne på ”Concert for Aliens” om 1000 år finder det her album og benævner det jordklodens forståelse af rock, så vil jeg formentlig endelig forstå den fundamentale tomhed, som Colson Baker forsøger at fremprovokere på det her album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA