x
Eels: Earth to Dora

Eels
Earth to Dora

E tilbage i det melankolske børneværelse

GAFFA

Album / E-Works
Udgivelse D. 30.10.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

Eels er en af de helt store i undertegnedes indre klangverden, når man snakker om musik. Især i forhold til sangskrivningen, hvor Mark ”E” Everett har leveret stærkt følsomme, alvorlige sange om død, depression og tristesse – oftest vedlagt en smuk, enkelt og uafrystelig melodi. Dette gjorde E, og den omskiftelige gruppe af musikere, der er Eels, til et af 90’erne og 00’ernes vigtigste bands, hvis man var til alternative, amerikanske sangskrivere. Det brede gennembrud kom aldrig, trods storværker som Daisies of the Galaxy, Blinking Lights & Other Revelations og især mesterværket Electro-Shock Blues. Men det var nok til at gøre, at E og Eels hurtigt blev et af de helt store kultbands. På et tidspunkt var de lige så store for mig som Kraftwerk, Radiohead og The Cure.

Og alligevel var 10’erne – spået til at være E’s gennembrud ind i den gyldne mainstream – årtiet, hvor Eels forsvandt fra de flestes radarer. E’s forsøg på en trilogi – de fine Hombre Lobo, End Times og den lettere mislykkede Tomorrow Morning – faldt lettere til jorden, da det var svært at se den tematiske sammenhæng mellem de tre plader, ud over at de udkom ret hurtigt efter hinanden. Derefter fulgte Eels’ seneste tre plader, som alle havde en lettere ubehagelig snert af onkelblues og far-rock over sig. Og det til trods for virkelig gode stunder som ”New Alphabeth”, ”Bombs Away” og senest ”Bone Dry”, fra 2018s The Deconstruction, der kun var ”okay”.

Jeg havde derfor givet slip i Eels. Jeg troede simpelthen, at E havde lavet de mesterværker, som han havde i sig. Faktum var også, at manden ikke rigtig har leveret et virkelig stærkt værk siden det gigantiske magnum opus Blinking Lights fra 2005selvom Hombre Lobo godt kan komme i nærheden af dette på en god dag. Derfor er Eels’ 13. album i rækken en kærlig genkomst, for E har smidt de sidste års bluesede gammelmandshymner til siden og skriver for første gang i lang tid popsange, som ville gøre selv den vredeste trold glad i låget.

Uden overhovedet at nå fortidens bedrifter til sokkeholderne indeholder Earth to Dora endelig den slags simple, men fantastiske velskårne melodier, som gjorde de tidlige Eels plader til de deciderede fornøjelser, de stadig er. Eels har skruet ned for strømmen og op for den velkendte kombination af nænsomme rytmeguitarer, håndspillet percussion og analoge klaviaturer, fra før synthesizeren blev allemandseje. Det er især virkelig rart at høre kombinationen af mellotron og den Eels-typiske celeste, der dukker op på flere af sangene, efter ti års pause.

Åbneren ”Anything for My Boo” er en kærkomment return to form, der endda føjer lidt The Beatles-melodik med oven i den klassiske E-formular, selvom jeg lige skulle ryste af mig, at det er det første album, jeg har anmeldt, hvor der bevidst er nogen, der synger ”boo”. ”I Got Hurt” lyder fuldstændig som nogle af de bedste sange fra Daisies of the Galaxy, med smukt arrangerede mellotronstrygere og et omkvæd, som nærmest falder ned fra himlen, med en klokke. ”Are We Alright Again” er også en fin bagatel, med et klaverriff, der bider sig fast i ens tankegang, mens omkvædet og det lettere soulede groove løfter sangen ud af disen.

Titelnummeret er et smukt, vedkommende og venligt wake up call til en veninde, som synes at have mistet jordforbindelsen. Det er rart at høre E tilbage i det helt personlige univers, selvom det ikke er ham selv, sangen er skrevet til, men nærmere en bekendt. Et vidne på, at E er kommet videre siden den dybfølte sorg og allestedsnærværende depression på de tidlige bedrifter.

Mange af de andre sange på Earth to Dora flyder dog sammen, mens numre som ”Baby Let’s Make it Real” og ”Are You Fucking Your Ex” måske bliver lidt for fjollede på den Shrek-soundtrack-agtige facon (Shrek is love – Shrek is life). Især sidstnævnte er simpelthen så åndssvag i tekstuniverset, at det er svært at tage det seriøst. Hvilket oftest ikke er meningen med E. Men her kommer humoren altså til kort. Måske er farhumoren endelig blevet en del af mandens tekstunivers, efter han fik en søn. Til gengæld er den smukke, mandolin-drevne ”Dark and Dramatic” en flot ballade, med en titel der synes at pege fingre af den unge E.

Earth to Dora er en slags generobring af gammelt terræn for et band, der i virkeligheden ikke behøver at prøve mere. Hvilket jeg heller ikke havde regnet med, at de ville. Uden at være et sent mesterværk eller nå de tidligere plader til sokkeholderne er dette trettende album alligevel en smuk og fin lille melodisk perle, midt i et 2020 bestående af pandemier, terror, utilnærmelig vold og alvor.

For som der stod i coveret til Souljacker: ”Thank you Eels! Thank you for rocking my motherfucking world.”


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA