x
Elvis Costello: Hey Clockface

Elvis Costello
Hey Clockface

Slingrekurs og overskud går hånd i hånd

GAFFA

Album / Concord Records
Udgivelse D. 30.10.2020
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Elvis Costello blev kendt som den vrede unge mand, da han red på bølgen af en arrig og guitarorienteret new wave. Han var ikke kun vred og kompromisløs, men kunne samtidig skrive melodiske sange. Meget vand er løbet i åen siden debuten i 1977 med My Aim Is True, og Elvis Costello har været rundt om det meste rent musikalsk. Jazz, klassisk, folk og den rene pop. Altså foruden de fleste retninger inden for rocken.

På sit vistnok 31. (!) studiealbum – alt efter hvordan de tælles – kan han slet ikke beslutte sig for den musikalske retning, og tilføjer lige lidt spoken word. Hey Clockface forekommer ved de første gennemlytninger ufokuseret og mildest talt ubeslutsom i sine valg. Men med lidt tålmodighed viser det sig, at den nu aldrende herre har en del på hjerte. Og han er godt arrig. Og hans sammensurium af stilarter alligevel spiller sammen i sidste ende. I hvert fald er Hey Clockface fyldt med gode sange og en tændt Elvis Costello.

For dem, der har fulgt Elvis Costello over årene, så er ”No Flag” et vink med en vognstang om, at den gamle ikke har givet op. Den hidsige rocksang sparker dig lige i fjæset, når han i overført betydning hvæser fuck you til verdens tilstand. Og i den mørke ”Newspaper Pane” mærker man desperationen i en rugende og bevidst indelukket melodi. Nej, Elvis Costello sidder ikke og nyder sit otium, men vrænger igen ad verden.

Han slår ubesværet fra den mere skingre rockvokal over i sit croonerlune, og så er det den rare onkel, der titter frem, og forvirringen begynder at brede sig, når blæserne sætter jazztonen. Men tilbage står en virkelig velsyngende Elvis Costello, når han går målrettet efter den varme glød. Selv om det virker lige overdrevet nok, når der går rent swingjazz i det på titelsangen.

Med Hey Clockface kan man altså konstatere, at han er der i sin karriere, hvor han gør, hvad han lyster, og gerne blander det hele sammen. Albummet står stærkt i den mere arrigt rockende afdeling, men det er ikke et rockalbum, og det er ren skønsang i den klaverbårne ”The Whirlwind”. Han kører den hjem i den mere rene ballader uden for meget trut i baggrunden. Hey Clockface er nemlig overvejende klassisk sangskrivning fra en af de helt store.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA