x
Kim Larsen & Kjukken: En lille pose støj (remastered)

Kim Larsen & Kjukken
En lille pose støj (remastered)

Stærke liveoptagelser i gedigen genudgivelse

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 20.11.2020
Anmeldt af
Espen Strunk

Det er to år siden, Kim Larsen forlod os. Umiddelbart efter fik vi en samling hjemmeoptagelser på Sange fra første sal, men derudover venter vi stadig på de posthume udgivelser med koncertoptagelser, outtakes og så videre, som der må formodes at være et marked for. Det kan godt være, at de fysiske formater er uddøende, man Kim Larsen var jo trods alt, ja, Kim Larsen.

Nu får vi så en genudgivelse af det veloplagte livealbum En lille pose støj fra 2007 – for første gang på vinyl og nu udvidet med fem fine, akustiske optagelser, som tidligere kun har været udsendt på dvd. Det gælder blandt andet klassikerne ”Byens hotel”, ”Midt om natten” og titelsangen fra Larsen og Kjukkens dengang helt nye album, Gammel hankat. Det swinger fremragende, skulle jeg hilse og sige, og minder på passende vis om, at Larsen vitterligt var i særklasse, når han var bedst.

Det samme må i øvrigt siges om hele dette livealbum, hvor der langt hen ad vejen rockes igennem på en stribe stærke optagelser fra Larsen og hans gode backingbands turné i 2006. Det er et veritabelt overflødighedshorn, hvor Gasolin’-kataloget er gavmildt repræsenteret med friske fortolkninger af blandt andre ”Strengelegen”, ”Det bedste til mig og mine venner”, ”This is My Life”, ”Rabalderstræde” og ”Kloden drejer stille rundt”.

Hertil kommer, i sagens natur, udpluk fra solokarrieren: ”Jutlandia” er stadig elementært og effektivt medrivende – og har, ligesom de fleste af de øvrige sange her, så indlysende klassikerkvalitet, at det føles som at lytte til lydsporet til sin egen opvækst i firsernes Danmark. Hertil kommer Larsens fortolkning af Steppeulvenes ”Lykkens Pamfil” – foruden albummets gennemgående påmindelse om, hvor stærk en sanger, Larsen også var. Og lad os så få åbnet op for de arkiver, mand.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA