x
John Grant: Boy from Michigan

John Grant
Boy from Michigan

Endnu en vellykket tur hos terapeuten

GAFFA

Album / Bella Union
Udgivelse D. 25.06.2021
Anmeldt af
Simon Heggum

Alle burde på et tidspunkt prøve at komme i terapi. Det var i hvert fald en konklusion, jeg nåede til i en samtale forleden. Sjovt nok med min terapeut, men stadig! Alle jeg kender, der har prøvet en eller anden form for terapi, har givet mig ret i, at det virker. Nu er det ikke alle, der er så svineheldige som jeg og har brugt de sidste seks år ind og ud af diverse former for psykolog- og terapi-hjælp, så derfor må man ty til en anden form for selvterapi. For Denver-fødte John Grant har det været musikken, der på mange måde er skyld i, at han stadig trækker vejret og nu kan berige os med sit femte album, i kølvandet på den bitre og næsten helt elektroniske Love is Magic fra 2018.

Terapien startede i 2010 med den helt fabelagtige debut Queen of Denmark, som var årsagen til, at John Grant fik taget sig sammen og stoppet med de mest destruktive vaner, og siden introducerede toeren Pale Green Ghosts de mere elektroniske og avantgardistiske indslag, der kulminerede på forløberen. Således har store dele af Grants produktioner hele tiden vekslet mellem mørk synthwave og klaverbaseret softrock, med Grants englerøst og personlige sangskrivning som eneste fællesnævner.

Grant er den slags sangskriver, der simpelthen ikke kan være andre end sig selv i sin sangskrivning. Dermed ikke sagt, at han kun kan skrive om sig selv – men uanset hvad er det altid fuldstændig Grant, og hans superdetaljerede og udleverende pen er altid en kæmpe grund til, at man kommer tilbage til hans pladeproduktion. Ergo: John Grant synger som en gud og er et sangskrivergeni. Movin’ on!

Boy from Michigan vender de akustiske instrumenter fra fordums tid tilbage, men hvor Pale Green Ghosts og Grey Tickes, Black Pressure altid holdt de akustiske og elektroniske indslag hver for sig, blander de sig endelig på Boy from Michigan, hvilket giver et mere sammensat lydbillede, som også var en af forcerne ved Love is Magic. Selvom de førnævnte plader alle er virkelig gode, var den radikale opdeling af synth og klaver-sange nogle gange med til at gøre den samlede lytteroplevelse stærkt fragmenteret og lettere forvirrende, når man går fra cool synthgroove til Elton John på fire minutter. Det er befriende, at Grant endelig blander de analoge synth-nørderier med sit showhall-klaver. Oftest på samme tid.

Og ja! Boy from Michigan er vel det, man kalder en ”return to form”, selvom det forudsætter, at Love is Magic var en skidt omgang, hvilket ikke var tilfældet. For egentlig fortsætter Grant den stil, han havde lagt ud på forgængeren, for de bløde, udleverende popindslag er væk, og melodierne er, som på Love is Magic, væsentlig mere kringlede og snørklede, end de er umiddelbare og huskværdige. Jeg tror, den ældre Grant er mere interesseret i at spejle den syge verden, han synes vi lever i, end han er i at skrive ømme, selvudleverende sange.

Faktisk er det kun ”Country Fair”, ”The Cruise Room” og den nærmest filmiske afslutter ”Billy”, der er direkte klaverballader, hvor synthesizerne spiller en mindre rolle. Ellers er det den mere intense hybrid, der hersker på resten af pladen, hvor Grant også har taget den mere proggede, avantgardistiske tilgang til sangskrivning fra forgængeren med sig ind i foretagenet.

Den åbnende titelsang er en sær blanding af lurvet 70’er-funk og synths, der er snydt ud af Jean Michel Jarres Oxygene, med en intro, der lige så godt kunne have været et outtake fra denne plade, mens Grant besøger sin barndom i Michigan, mens sangen ender ud i et sci-fi-univers af gurglende, analoge synths. Den efterfølgende ”County Fair” er en fuldstændig fantastisk softrock-ballade med en underliggende karnevals-uhygge og en fantastisk Grant-vokal. En sang, der skriver sig ind blandt andre Grant-ballader som ”Marz”, ”Sigourney Weaver” og ”GMF”.

Endnu bedre det på den fantastiske ”The Rusty Bull”, hvor et sejt groove og en mørk klangflade udgør et narrativt tell all-vers, indtil et flot, åbent omkvæd springer ud i flor, mens Grant besynger mindet om en skræmmende tyre-statue, der har hjemsøgt ham, siden han var barn. En mesterlig alsang til barndommens traume, som jeg selv mindes som en kaktus, der stod i vinduet i et forretningslokale overfor. De fleste har den slags barndomsdæmoner, der stadig dukker op som manifestationen af vores traumer.

Og denne indledende ”Michigan-trilogi”, som manden selv kalder disse tre sange, er egentlig ret fine eksempler på, hvad vi møder på resten af pladen, med syntetiske sorghymner, sære mid-tempo-mutanter og inderlige ballader, der afløser hinanden som terapi for den altid plagede mand. Eksempelvis den rundtossede arpeggio-syntese på ”Mike and Julie”, der nærmest bliver ren Broadway i spoken word-passagerne. Den glitchede ”Best of Me” bringer de elektroniske tendenser på forgængeren sammen med håndspillet new wave-guitar og robotstemmer, der understreger Grants store kærlighed til Devo.

Dette bliver endnu mere udbredt på den enormt fjollede ”Rhetorical Figure”, der bliver en ren afstikker til noget, der lyder som helt tidlig Devo, mens Grant skifter mellem faketysk og en enorm excentrisk vokalperformance, der lyder som Falco, der har sniffet for meget lim. Men selvom det er en kende åndssvagt, virker det faktisk virkelig godt.

Af andre højdepunkter skal den sære ”Your Portfolio” nævnes for sine smågale synthfigurer, der lyder som Kraftwerk, hvis de var gået i stykker tilbage i 70’erne og den sigende, ni minutter lange ”The Only Baby”, som er en udstrakt lussing til den tidligere præsident Trump, selvom den også sagtens kunne læses som en ubehagelig eks-kæreste. En virkelig flot klaverballade, der vokser sig til en hæsblæsende tyfon, når vi når sangens slutning.

Om Boy from Michigan er det bedste, John Grant har lavet siden Queen of Denmark er jeg ved pladens afslutning stadig i tvivl om. For at kunne sige dette, skal jeg have mere tid, da denne plade klart bliver bedre efter flere gennemlytninger. Og alligevel virker albummet på mange måder som kulminationen af de eksperimenter, Grant begyndte at formulere på Pale Green Ghosts. Så jeg vil vove at påstå, at Grant endnu engang har haft en intens omgang selvransagelse i sine valgte omgivelser i Reykjavik, og resultatet er en virkelig god og omskiftelig plade.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA