x
Maroon 5: JORDI

Maroon 5
JORDI

Simpelthen ikke snerten af gennemslagskraft

GAFFA

Album / Universal Music Group
Udgivelse D. 11.06.2021
Anmeldt af
Johanne Nedergaard

Man skulle næsten tro, at der har siddet nogle rige herrer om et rundt bord og væddet om, hvor mange featuring artister og sangskrivere (hvor der ikke er mindre end – hold nu fast – henholdsvis 11 og 49 af slagsen), der kunne blive hevet med på Maroon 5’s syvende album JORDI. Albummet er dedikeret til gruppens tidligere manager Jordan Feldstein, der døde pludseligt i 2017. Det må jo siges at være en smuk gestus - men det er desværre rigtig, rigtig ærgerligt eksekveret.

Ja, egentlig har de sidste år været turbulente for pop-gruppen fra LA. De optrådte til det omdiskuterede Super Bowl Halftime Show i 2019 på trods af store protester mod konceptet, der blev beskyldt for at ignorere politivold og racediskrimination og dermed skabte kontroverser. Gruppens tidligere bassist Mickey Madden meddelte i 2020, at han ville trække sig ud af bandet efter en voldsanklage. Det virker langt hen ad vejen som om, at Adam Levine og Co. har navigeret hovedløse rundt og prøvet at finde en form for fodfæste i en ny lyd, som – de nok håbede på – sender dem ind i en ny 20’er-æra.

Det kan jeg meddele ikke er lykkedes dem.

”Beautiful Mistakes” åbner den forvirrede ballade af et album med sprøde strenge og Levines falset-fraseringer, som kendetegner ham så godt. Det hele har et underligt støvet og nærmest fraværende filter over sig, som giver en underlig osteklokke-fornemmelse, når man lytter med (ja, jeg har hørt den både på højtaler og forskellige høretelefoner, så det er ikke dér, problemet ligger). Meghan Thee Stallion aflægger en noget malplaceret, dog opfriskende visit, som er dejlig variation, men desværre ikke viser sig at kunne hjælpe meget i det store billede.

Og så går det ellers grumt ned ad bakke. ”Lost” fortsætter med underligt filter fra tidligere og boble-synths, mens der synges om at være fortabt som single og rolig i selskab med sin significant other – ellet måske bare en eller anden. ”Echo” er en stor omgang falset-fjolleri fra Adam Levine, og det hjælper ikke med et halvhjertet og ligegyldigt besøg fra blackbear. ”Lovesick” er 50 procent kvalmende og 100 procent vildt irriterende, hvor især omkvædet giver én lyst til at forlade Maroon 5-festen omgående, fordi vokalen simpelthen bare bliver for vrængende, og der spilles trættende røvballeklask-stortromme. Næste tak.

Størstedelen af det her album består desværre af en masse ligegyldigheder af samarbejder kendte musikere imellem. Fleetwood Macs Stevie Nicks lægger en halvdoven – om end meget charmerende – harmoni på ”Remedy”, der derudover ikke er noget at råbe hurra for.

Men så ændrer lydbilledet sig drastisk på H.E.R.-samarbejdet ”Convince Me Otherwise”. Der er en anden tyngde med solid bas og gode keys, som man ikke har set skyggen af ellers. Ja, faktisk klarer r&b-sangerinden H.E.R. det til bravour, men så skal Adam Levine komme ind og tyrannisere nummeret med jammerlige og skæve falset-vokalløb, som desværre forpester udtrykket. Ja, egentlig har det lykkedes Maroon 5 at lave et samarbejde, hvor deres egen frontfigur kunne være blevet undladt, og resultatet var blevet bedre. Øv.

Og så et lillebitte lyspunkt: ”Memories” er sgu et fint nummer. Guitaren er sprød, melodierne er ørehængende og Levines vokal ligger lige dér, hvor den lyder allerbedst. Det har lidt af den gæve naivitet, man kender Maroon 5 bedst for, og i den grad har savnet på størstedelen af det her album. Især i konteksten med den mistede manager er det fint. Nummeret har da også høstet knap 1,2 milliarder (!!!) streams på Spotify. Det må siges at være en stjerneklar succes for Maroon 5. Det er deres album til gengæld ikke.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA