x
Medrivende duokoncert med to funklende stjerner

Coco O. & August Rosenbaum, DR Koncerhuset

Medrivende duokoncert med to funklende stjerner

Anmeldt af Andrea Washuus Bundgaard | GAFFA

Fotoserien stammer fra Coco O.'s bandkoncert på Hotel Cecil 30. juni 2021

Sangerinde Coco O. & pianist August Rosenbaum lagde i aftes vejen forbi DR Koncersalens smukke rammer i en endnu smukkere duokoncert, som del af dette års Copenhagen Jazz Festival.

En samling af sange

Rosenbaum indledte med en dragende prelude, der fra første anslag satte stemningen og bad om publikums opmærksomhed, eller rettere, krævede den. Aftenens musikalske præmis baserede sig på versioner af den musik, duoen i fællesskab har produceret og lyttet til gennem tiden. Sætlisten bød derfor på en blanding af gamle såvel som splinternye numre fra samarbejdet. Her præsenterede “Love Won't Win” og "Arms" særlig flot Cocos nye materiale, der lod sin dugfriske energi strømme ud fra scenens forhøjede plateau i den smukke skyggeoplyste koncertsal. Også Cocos luftige og bløde klang smøg sig oven på Rosenbaums talentfulde tangentspil og videre ud over stolerækkerne.

Også en håndfuld covernumre havde sneget sig ind blandt aftenens sætliste. Den første var Pia Raugs "Blå Dage", der tydeligt vakte glædelig genklang hos mange i salen, og som Coco selv lød sig sangforelsket i. Fra nyere tid havde Coco valgt sin lige så talentfulde kollega Guldimund med sangen "Brænder Stadig", et lille genistreg af et nummer, som er lettere urørligt, selv for Coco, viste det sig. Rosenbaum trykkede på en knap og satte trommemaskinen i gang i en efterligning af originalnummerets karakteristiske taktfaste beat, som desværre kom til at virke noget vag i aftenens akustiske valg. Det blev desværre en lidt identitetsløs coverversion, der havde gjort sig langt bedre som en forvandlet ballade.

Det var generelt lidt svært at fange teksterne, ud over hooklinjerne, der dog heldigvis skinnede igennem den ellers indelukkede artikulation. Men man forstod stemningerne, og på den måde appellerede Coco mere til følelser end til historiefortællingen bag numrene. En af hendes utallige forcer som frontkvinde er hendes tydelige personlige engangement i det, hun leverer. Og at hun i høj grad står på scenen for sin egen skyld, og ikke blot for publikums, synes kun ekstra inddragende. 

Medrivende musikalsk samarbejde

Det musikalske samarbejde har før båret frugt. Foruden det tidligere samarbejde i gruppen Quadron står Rosenbaum nemlig også som en af medskaberne bag Coco O.'s splinternye og anmelderroste album It’s A Process. Det interne bånd påførte kun sammenspillet en kærlig og ubesværet styrke, som når Rosenbaum mere eller mindre spontant hældte ekstra fløde fra kartonen med glasklare andenstemmer i falset, der ikke blot understregede hans tydelige vituositet, men også numrenes higende harmoniseringer, som kalder på et hav af backing vocals.

Da Coco i starten af måneden leverede en koncertrække af syv intimkoncerter på Hotel Cecil, var det netop med kor i baggrunden. Koret manglede desværre i aften og kunne uden tvivl have højnet både kuldegysninger og en vedvarende interesse for det, der skete på scenen. Det akustiske line-up af bare sang, piano og trommemaskine var præmissen, og taget den i betragtning blev potentialet flot indfriet – hjulpet på vej af at Coco bevægede sig rundt og var i kontakt med samtlige brædder på scenen, som nærmest blev helt installatorisk, da hun under “Waisting My Youth” lod sig omringe i en halvcirkel af stående, runde lamper i skinnende rød, eller da hun under "Arms" udførte en indøvet koreografi, dansende omkring en stol. Cocos rene og gennemmusikalske vokal matcher ligeledes den musikalitet, hun kropsligt udviser med sine små groovy moves, der i aftes var iklædt palietter fra top til tå, som den funklende stjerne, hun er.

Aftenen sluttede med en så stor applaus, at duoen til deres store overraskelse måtte levere ikke bare et, men to ekstranumre, hvoraf det andet fremgik mere eller mindre improviseret. Med “I Never Dreamed You’d Leave This Summer” sluttede koncerten på en af sine højdepunkter, trods en, igen, lidt for orginaltro version, som dog matchede koncertens jazz-kontekst meget fint. Havde jeg ikke kendt til Coco O. før i aften, var jeg faldet ned af stolen over de hypnotiserende vokalstrøg af fraseringer, der lød så intuitive og frie.

Sammen indfriede aftenens duo coronakullerens kalden efter vellydende og tilstedeværende livemusik og repræsenterede samtidig et udsnit af Danmarks musikalske elite, som to åbenlyse talenter med imponerende karrierer både bagved og foran sig. Aftenen tilbød en afdæmpet og tilbagelænet energi, ganske uprætentiøs, modsat den stjernehimmel af lyskilder, de fornemme omgivelser lod os indfange i.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA