x
The William Blakes: Islands of Violence

The William Blakes
Islands of Violence

ANMELDELSE: Eksperimenterende og løsrevne øer savner lydbroer mellem hinanden

GAFFA

Album / Speed of Sound
Udgivelse D. 22.10.2021
Anmeldt af
Nicklas Christensen

I William Blakes lyriske digt "The Little Boy Lost" fra 1789 forvildes en skræmt og panisk purk til at blive væk fra sin far i mørket, men ledes i opfølgeren – med den lapidariske titel "The Little Boy Found" – på mirakuløs vis hen i det, han kender bedst: sin mors trygge favn. Om end metaforen med rette kan beskyldes for at være yderst søgt, kan man alt efter humør vælge at sidestille den lille drengs forvildede rejse med Kristian Leth & kompagni i The William Blakes' egen selvransagende udgivelsessabbat: Mens det digter-opkaldte band syntes at udspytte album på album efter forgodtbefindende i overgangen fra 00'erne til 10'erne, skulle Purple Ball fra 2014 markere et interimt tryk på "stop"-knappen.

"Interimt" er selvfølgelig nøgleordet i den fortælling. De sidste tre år synes bandet med nu tre udgivelser (samt et soloalbum fra frontmand Leth) at være vendt tilbage til tidligere tiders vante aktivitetsniveau og med andre ord direkte tilbage i den danske musikscenes trygge favn. På det nyeste skud på stammen – Islands of Violence – er der endog overskud til at forsøge på at rykke på gruppens auditive rammer, selvom digterpennen til tider svinges for bredt og for flygtigt.

Som udgangspunkt er den genremæssige variation skruet i vejret, og de eksterne, 70'er-befængte inspirationskilder gennemsyrende og mange. Ballet sparkes i gang med "No Problem", mens Leths neddæmpede stemme omsvæver en omgang kuriøs afro-funk og videreføres på den energiske "Walk Alone", hvor vokalen befærdes alt andet end alene i omgang med synth og rocket guitarføring af den tungere slags i The William Blakes-regi.

Men pludselig skubbes lytteren over i et helt andet headspace. Introen på den fatalistiske "Hole in You" lugter langt væk af Joe Strummer, mens den tilkommende, til tider ekkoende vokal frembringer minder om Bowie på Diamond Dogs eller Young Americans. Dernæst giver en distorted Leth sin version af Julian Casablancas på den pseudo-post-punkede "Coast Guard" og når også lige forbi sin bedste, dybe Jim Morrison-stemme i "Frequent Flyers". Det er prisværdigt med de forskellige, højambitiøse lydindtryk, men bliver hurtigt vævende og en anelse desorienterende med så vidtrækkende udgangspunkter. I sidste ende afføder det, at Islands of Violence kommer til at fremstå som forceret tjekliste, hvor den varierende og rød-tråd-løse form  synes at trumfe det reelle indhold.

Mens mangeårige og konforme The William Blakes-fans måske vil glædes allermest over lyden af en sang som "Sonic Age", hvor den mere ordinære indiepop/rock, der prægede bandets to første plader får et comeback, er der bestemt også plads til mere atypiske afstikkere. På pladens bedste værk, "Amateurs", drømmer en lige dele sitrende og orgiastisk Leth om at vågne; ikke på en "Pretty Day", selvom gæve og tilbagelænede guitardrev a la Kurt Viles slacker-rock næsten narrer, men på et skident hotel i Pittsburgh eller for den sags skyld hvor som helst, så længe det er i fællesskab med den udkårne. Her fremstår gruppens sangskrivning i sin allerypperste udgave, og hvor faktummet, at teksten er umiddelbar og jordbunden på ingen måde gør den mindre bedårende.

Mens det er dejligt igen at have The William Blakes tilbage som en (foreløbig) fast bestanddel af dansk musik, må Islands of Violence desværre stå tilbage som gruppens svageste efter "comebacket". Der er bestemt solide og gode momenter på pladen, men det er svært for alvor at afryste sig fornemmelsen, at værket i sin helhed ikke formår at forene sine forskelligartede brudstykker, så de for alvor sammentømrer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA