x
Grinderman: Forum, London, med Suicide

Grinderman, Forum, London, med Suicide

Grinderman: Forum, London, med Suicide

Anmeldt af Danni Travn | GAFFA

Ret hurtigt stod det klart, at det næppe kunne gå galt. Jim Sclavunos slyngede kroppen mellem trommerne, Martyn Casey brummede kølige baslinier fra sin ønskeposition i den anonyme skygge, Warren Ellis dansede rundt på ét ben med tilbagelænet krop og spillede maracas med hænderne hævet over hovedet som en musikalsk medicinmand, og ind kom Nick Cave.

"I’m the Grinderman" messende han dystert konstaterende. I samme nu stod det klart, at ikke blot instrumenterne ringede glasklart rundt i London Forum onsdag aften, men at lydmændene havde fået konstrueret en live vokalproduktion i absolut særklasse. Med sådanne rammer er det ikke svært at give sig fuldt ud, og det var netop, hvad de fire jakkesætsklædte herrer gjorde, da de begyndte deres nye bands første lille turné. En turné, som foreløbig kun byder på fire koncerter fra nu – alle i USA.

Allerede i sit interview i GAFFA i april understregede Grindermændene, at kvartetten ikke ville spille sange fra Nick Cave and the Bad Seeds. Det holdt de. I stedet spillede gruppen over en time samtlige numre fra debutpladen, og det på knugende og energisk vis fra de jammende skitser ”Electric Alice” og ”Go Tell the Women” til de buldrende kollektivpræstationer ”Honey Bee (Let’s Fly to Mars)” og ”Get it On”. Meget af vejen var violinisten Ellis i centrum med sit opfindsomme strengespil, mens Cave drønede omkring som tordenprædikende dommedagsprofet, når han ikke var låst af faste guitaropgaver.

Den indædte indsats stod i skærende kontrast til det feterede opvarmningsband: Synth-gudfædrene i Suicide. I deres liveudgave beviste de, at blot fordi du er blandt de første, behøver du ikke at være blandt de bedste. Deres pladers stilige kølighed gik komplet fløjten i avantgardistisk selvfedme, hvor den stinkende berusede forsanger Alan Vega snøvleråbte teksterne. Værst gik det ud over ”Ghostrider”, hvor Martin Rev fik startet tre forkerte beats, inden Vega som en anden bedugget bodegabøv, der sgu nok lige skal fortælle ungdommen, hvordan tingene hænger sammen, tumlede hen over elektrobunden.

Altså var det også med en vis skepsis, at publikum modtog Caves besked om, at ekstrasættet ville være Grinderman og Suicide sammen; og så gik det alligevel en lillebitte smule galt. For Suicide var naturligvis komplet umulige at samarbejde med – eksempelvis måtte alle andre vente på Vega, og Cave traskede lidt undrende rundt på scenen, inden new yorkeren dinglende blev eskorteret ind af en roadie. Kredit skal de have for forsøget på at skabe noget specielt, nu hvor de åbenbart ikke ønskede at spille de to sidste Grinderman-numre, den uudgivede "Vortex" og b-siden "Chain of Flowers". Men da samme roadie to rodede Suicide-numre senere kom ind og tog Vega bekymret om skulderen og gelejdede ham ud, understregede det en lidt mislykket slutning. Billedet af Vega var ganske enkelt et sært og misvisende sidsteindtryk, som slet ikke passede til den engagerede, følelsesmættede bluesrock, publikum kort forinden var vidner til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA