Elvis Costello: Operaen, Holmen, København

Elvis Costello, Operaen, Holmen, København

Elvis Costello: Operaen, Holmen, København

Anmeldt af Mikkel Falk Møller | GAFFA

foto: Jacob Dinesen

Famlende favntag med Operaen

Det er efterhånden ved at være på mode for aldrende rockstjerner at give eksklusive koncerter på Det Kongelige Teater. I april var det Lou Reed, som spillede op på Gamle Scene. For to uger siden var det Nick Cave ved prisfesten i Operaen. Og nu var turen så kommet til Elvis Costello og hans operaprojekt ”The Secret Songs”.

I modsætning til kollegerne Cave og Reed, der mest har holdt sig inden for rockmusikkens rammer, så har Costello igennem sin imponerende snart 30-årige karriere år boltret sig i så forskellige genrer som punk, jazz, country, soul, easy listening, blues og senest klassisk balletmusik, som det skete på albummet ”Il Sogno” fra 2004.

Man kan derfor med god ret sige, at det egentlig var ganske naturligt, at Costello nu prøvede kræfter med sin første opera ”The Secret Songs”. ”The Secret Songs” tager kort fortalt sit udgangspunkt i H.C. Andersen og hans ulykkelige forelskelse i den svenske operastjerne Jenny Lind. Og lørdag aften skulle Elvis Costello så selv uropføre de 10 sange, der senere skal danne grundlag for den egentlig operaforestilling, der får premiere næste år.

Ingen Tina Turner
Klokken 20.00 er scenen sat i Mærsk Mckinney-Møllers gigant af et operahus. Det festklædte publikum er pænt placeret i de rummelige sæder, og pludselig går der et sus igennem salen, da Elvis Costello i mørk habit og kappe selv byder velkommen til aftnens show. Costello er både vittig, veloplagt og en smule nervøs, da han fortæller om sine overvejelser omkring stykket og H. C. Andersen. Præsentationen bliver afsluttet med en garanti fra Costellos side om, at Tina Turner aldrig har optrådt med nogle af sangene. Publikum griner skævt. Historien om Tina Turners skandaleombruste og milliondyre optræden ved det stort anlagte H. C. Andersen show i Parken i maj er tydeligvis ikke gået Costellos næse forbi.

Det blodrøde bagtæppe hejses op og afslører en simpel sceneopbygning med enkelte kulisser fra 1800-tallet. En antik skrivepult med gåsefjer, et dukkehus, og et lille band bestående af piano, banjo, kontrabas, tuba og så Elvis selv på guitar i rollen som H.C. Andersen. Numrene er lange, teksttunge og noget svære at finde mening i. Som en hjælp bliver der dog mellem hvert nummer vist et skilt med informationer om, hvad sangen handler om, og på bagtæppet vises der illustrationer fra H.C. Andersens tid.
Angående musikken så er den sådan lidt kabaretagtigt med lange sangforedrag og fine, finurlige mellemspil af Costellos dygtige hold af musikere. Overordnet er sangene dog langtfra så melodiske og sødmefyldte som hans rock- og popsange. De er mere skæve og underspillede, og det virker som om, at Costello har brugt mere tid på teksterne og ikke sat fokus nok på de gode melodier. Det er synd, og gør at man som lytter har svært ved helt at lade sig indfange i det ellers spændende univers. Når det så er sagt, kan man ikke komme udenom, at sangene alligevel har et umiskendeligt Elvis Costellosk præg over sig, som garanteret ville vinde ved flere gennemlytniner. Det er jo trods alt helt nye kompositioner, der er tale om.

Imponerende stemmeføring
I de første par numre virker Costello lettere anspændt og nervøs. Det er tydeligt, at han er i uprøvet område. Fra tredje nummer og resten af koncerten ud går det dog langt bedre. Costello får her hjælp af den svenske operasangerinde Gisela Still, der udfylder rollen som Jenny Lind helt fortryllende. Helt uden mikrofon opsynger hun uden problemer den store operasal, mens Costello har svært ved at skjule sin begejstring. Bedst bliver det i de to duetter mellem Costello og Still. Her får vi for alvor lært, at Elvis efterhånden sagtens kan matche sin navnebror Elvis Presley i at croone, så øjnene dukker til, og de små hår rejser sig. Nærmest som en klassisk tenor fraserer han med sin stemme, mens opmærksomheden i den grad stiger hos publikum.

Kedsommelige ekstranumre
Ligesom vi er godt i gang, og det for alvor er ved at være interessant, er showet imidlertid ovre. Kun ti sange blev det til af cirka en times varighed. Måske lige lidt i underkanten. Efter en heftig fanfare af klapsalver og pift vender Elvis og band dog tilbage for at give ekstranumre. Og her glider den ellers spændende opførelse over i kedsomhed. Costello har nemlig ingen ekstranumre at gøre godt med. Men for ikke at skuffe publikum, får vi så tre af de samme numre, som vi lige har hørt i en ny udgave uden helt så meget på spil. Unødvendigt. I stedet skulle Costello have valgt at give et par af hans store klassikere fra bagkataloget (Operaen havde faktisk annonceret, at vi også ville få gamle numre), eller have taget konsekvensen af det manglende ekstramateriale og ikke have givet nogle ekstranumre overhovedet.

Overordnet set var "The Secret Songs" dog en interessant opførelse, hvor man som fan af Costello havde muligheden for at komme helt tæt på og opleve eks-punkeren under en arbejdsproces. Også for helt normale Costello-fans var der noget at komme efter. Sangene var fine om end lidt anonyme, og stemmen til tider fremragende. Samtidig var der dog tale om noget helt andet end en normal Elvis Costello-koncert, og når man ved, hvilket suverænt bagkatalog den mand har, så var det lidt svært ikke at føle sig det mindste skuffet uden at have hørt bare et par af klassikerne. I hvert fald for denne aftens anmelder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA