x
Type O Negative: Amager Bio, København

Type O Negative, Amager Bio, København

Type O Negative: Amager Bio, København

Anmeldt af Morten Thornvig | GAFFA

Jeg må indrømme, at jeg havde glædet mig til at enormt til at høre Type O Negative live. Men fy for en led skuffelse.

Der var ellers lagt op til en stor aften i goth-metallens tegn med fadøl i det fri og en stopfyldt sortklædt sal i Amager Bio.

Men to dage før koncerten havde den ellers så fænomenale frontmand Peter Steele pådraget sig en slem omgang madforgiftning syd for grænsen, og han lignede gennem hele den alt for korte koncert en, der hellere ville sidde på tønden end at fyre den af på scenen.

Forsangerens racermave tilsat en katastrofal sætliste var nok til, at jeg uden tvivl kan erklære Type O koncerten på Amager som årets hidtil mest skuffende heavy-oplevelse.

Bandet spillede i alt ni numre, hvoraf der manglede hovedrystende mange af de sortseende New Yorkeres evergreens. Skæringer som ”Cinnamon Girl”, ”Love You To Death”, ”Too Late:Frozen”, ”My Girlfriend's Girlfriend” havde ikke fundet nåde til aftenens sæt og var i stedet blevet erstattet af nye numre krydret med nogle af bagkatalogets mere opskure skæringer.

Fred være med at Type O er glad for deres nye skive, som da også er hæderlig, men når de kun yderst sjældent krydser Atlanten for at spille op til dans i lille Danmark, så har de bare at levere de klassikere, folk har ventet længe på at høre.

Endnu en gang: Før for en fuser. Det feststemte publikum stod som en flok forstenede hashpsykoser og gloede på Type O’s omdrejningspunkt Peter Steele, som skiftevis sad ned på scenen, drak lidt vand for derefter at rende direkte på lokum.

Fair nok at man stiller op på trods af sygdom, men så må man fandeme også levere varen. Hvad nytter det at trodse sygdom for at tage på job, hvis man alligevel bare sidder og har ondt af sig selv og ikke udretter en dyt?

I bund og grund kunne man ikke undgå at have ondt af de tre resterende bandmedlemmer, især guitarist Kenny Hickey og Josh Silver på keyboard, der med sit grå skæg mest af alt lignede julemandens ultraonde storebror. Begge virkede, som om de oprigtigt ønskede, frontmanden bogstavelig talt klemte ballerne sammen.

Gennem hele koncerten stod Amager Bio på hælene og tænkte, at nu måttet der da snart komme gang i den her i særklasse sløve skodforestilling.

Men det skete aldrig. Der var lige den obligatoriske fællessang på klassikeren ”Black no.1”, men resten af showet var en lang, røvsyg ørkenvandring.
Det er første gang i meget land tid, hvor jeg stod og bryggede på seriøse planer om at smide blokken i en affaldskværn og skride før tid.

Og da koncerten endelig var slut, kunne man virkelig ikke lade være med at tænke: ”var det virkelig det?”. På listen over interessante begivenheder denne Grundlovsdag må jeg blank erkende, at Grundlovstalen og den betontørre sandkage i Farum Præstehave tidligere på dagen rangerer marginalt højere end Type O’ udvandede omgang diarre af en koncert.

En stjerne for at forsøge og en stjerne for noget, der lød lidt som ”Christian Woman” og ”Black No.1”. Nul for resten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA