x
Steely Dan: Falconer Center, København

Steely Dan, Falconer Center, København

Steely Dan: Falconer Center, København

Anmeldt af Rasmus Ardahl | GAFFA

Studiefænoment Steely Dan bliver ofte omtalt som "kongerne af vellyd", men bag den glatte facade findes et imponerende katalog af intelligent konstruerede popange tilsat elementer fra jazz. De udgør det sande fundament i Steely Dan. Vellyden er snarere en direkte konsekvens af behovet for at give plads til de mange lag i arrangementer og produktioner på duoens i alt ni studiealbum – heraf de syv fra storhedstiden i halvfjerdserne. Aftenens koncert i Falconer Salen skulle vise, om de indadvendte pop-dinosaurer og deres medbragte band ville formå at overføre de perfektionistiske popperler til en live-sammenhæng og skabe kontakt med publikum.

Efter solid jazztrio-opvarming ved amerikanske Sam Yahel Trio med Kresten Osgood på trommer til lejligheden, blev aftenens hovedret indledt med en mindre ouverture i form af jazzstandarden "Jeri" fra duoens 10 mand store orkester (med bl.a. fire blæsere og to korsangerinder – og i alt fire gengangere fra bandets første optræden i Danmark, i Valby Hallen i 2000). Herefter trådte de to hovedaktører ind på scenen – Walter Becker i tilbagelænet stil med løse bukser og skjorte og sin guitar flagrende på topmaven, og Donald Fagen i mørk jakke med mørke Woody Allen-briller og en tilpas mængde omgærende mystik og coolness – til første nummer, den knastørre, funky "Time Out Of Mind" fra albummet "Gaucho".

Carlocks trommeshow
Og "Time Out Of Mind" er sådan set et meget godt eksempel på den udfordring, de til turneen hyrede musikere generelt står over for. På originalindspilningen er det Mark Knopfler, der spiller guitar, Brecker-brødrene der spiller blæs, Michael McDonald, der synger kor, og sådan kunne man blive ved. Alle Steely Dans albummer er kendetegnet ved duoens krav om at få de dygtigste og mest personlige musikere i verden til at sætte deres præg, og derfor er det formentlig lidt af en udfordring at turnere med Becker og Fagen.

Heldigvis har Steely Dan gennem arbejdet på deres comeback-album, "Two Against Nature" fra 2000, der høstede fire Grammyer i USA, og det seneste, "Everything Must Go" fra 2003, fundet nogle overmåde kompetente folk til at løse opgaven, og især to mand skilte sig virkelig ud i aften. Keith Carlock, der tidligere også har turneret med Sting, viste sig som et sandt trommemonster, og hele vejen gennem koncerten drev han bandet fremad med stramt svingende grooves og eksplosive solistiske indslag, særligt på "Aja", hvor man ikke savnede originalens Steve Gadd. Og mens Carlock tilføjede showet energi, var guitarist Jon Herington i hopla med den ene intelligente og melodiske guitarsolo efter den anden.

Den vokale kontrast
Generelt var bandet dog en fornøjelse at følge over hele linjen, hvor alle fik plads til at vise de individuelle kvaliteter uden at miste helheden af syne, mens det gik derudad med klassisk hits som "Hey Nineteen", "Peg", "Kid Charlemagne" og "Josie", der alle var blandt højdepunkterne. Og selv om de mest hardcore fans nok gerne havde hørt lidt mere fra de senere albummer end blot "Godwhacker" og den meget vellykkede "Two Against Nature", var sætlisten helliget kataloget fra halvfjerdserne. Så nostalgien hang i luften, men aldrig mere end, at Don & Walt havde omarrangeret flere af numrene, så de lød friske og nye, f.eks. "Dirty Work", der blev sunget af korpigerne i en ny soulet version. Derudover fik de mange klassiske guitarsoloer også en frisk kant gennem Jon Heringtons Telecaster, mens den mere subtilt spillende Becker, trods sin status, måske fik en anelse for meget spilletid.

Aftenens stjerne og naturlige samlingspunkt var forsanger Donald Fagen, hvis rustne vokal, som på albummerne, var den perfekte kontrast til vellyden. I vuggende stil bag det medbragte Fender Rhodes mindede han ikke så lidt om Ray Charles – som Fagen såmænd også har skrevet en sang om på sit seneste soloalbum. Og trods et par små pauser, styrede den introverte og ganske distræte – men charmerende – Fagen med sikker hånd bandets udskejelser og overraskede ved at vise sig som lidt af en showmand af en dirigent, når numrene på dramatisk vis skulle afsluttes. Kontakten med publikum var ud over det rent musikalske ganske stor fra de to frontfigurer, hvor især Becker underholdt med anekdoter og en old school bandpræsentation med trommelir og ditto slapbas.

Antirock
For rockfans med hang til store energiudladninger og ditto attituder var der ikke så meget at komme efter i aften, men for alle med en forkærlighed for intelligente, nuancerede popsange tilsat jazzens harmonik og solistiske islæt var aftenen én lang velspillet opvisning. Samtidigt er det dog soleklart, at det kræver et forhåndskendskab til Steely Dan for for alvor at få udbytte af deres koncerter. Det havde de fleste i salen dog tydeligvis, og stemningen var derfor fin blandt det i musikkens ånd mere lyttende end deltagende publikum, der måske lidt overraskende ikke engang formåede at lette sig til det afsluttende festfyrværkeri af breaks i "My Old School".

Til sammenligning var koncerten alt i alt langt mere vellykket end for syv år siden. Både fordi kulissens lydgengivelse næsten levede op til manuskriptet, fordi både Donald Fagen og Walter Becker – der i halvfjerdserne opgav at turnere pga. dårligt lydudstyr og tendens til sceneskræk – faktisk lignede nogle, der nød at præsentere deres kunstneriske livsværk, men måske vigtigst, så var det en fortrinlig aften, fordi Steely Dans sangkatalog har en dybde og en bredde, som de færreste bands kan matche. Var man i tvivl om, at New Yorker-duoens tidløse musik også kan begå sig live, var man det i hvert fald ikke da aftenen, efter knap to timer, var bragt til ende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA