x
Gorgoroth: med Tyrants og Horned Almighty, Studenterhus Århus

Gorgoroth, med Tyrants og Horned Almighty, Studenterhus Århus

Gorgoroth: med Tyrants og Horned Almighty, Studenterhus Århus

Anmeldt af Kent Kirkegaard Jensen | GAFFA

En våd decemberaften drog Deres udsendte mod Århus. Normalt kendt som Smilets By. I aften var der dog intet at smile af. Der var hidkaldt til norsk højmesse af den onde slags. Det tætteste, Skandinavien kommer på Satan var i byen, så disciplene var trådt i de sorte kuttekåber, klar til at tilbede Det Onde, personificeret i Gaahl: forsangeren i det sagnomspundne metalorkester fra Norge: Gorgoroth.

Aftenen startede med en kort opvarmning af danske Horned Almighty, der gjorde en god figur i de få minutter, de spillede. Dernæst svenske Tyrants, der fik lidt længere tid, men aldrig rigtig fik brændt igennem til publikum. Det blev en anelse tamt.

Det samme kan man ikke sige om Gorgoroth. Iført deres krigsmaling, nittebælter og armbånd indtog de scenen i majestætisk form. Få nanosekunder senere startede de deres djævelske korstog mod alt godt, og i de næste 50 minutter stod den på kulsort metal af den ondeste slags. Gaahls karismatiske sceneoptræden, hvor det gælder om at stirre så mange publikummer ned som muligt, er efterhånden en velkendt affære for undertegnede, og på Studenterhuset i Århus var der ikke ændret på den stilsikre opskrift. Gaahl i front akkompagneret af sine lejesvende og naturligvis bassisten King ov Hell. Intet sceneshow i form af brændende dyr eller lys. Bare bandet på en 20 cm. høj scene, samt publikum mindre end en meter væk. Det var intimt og bistert. Lige som man kunne have ønsket det fra de mørke kræfter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA