x
Glasvegas: med Florence And The Machine, White Lies og Friendly Fires, Rock City, Nottingham

Glasvegas, med Florence And The Machine, White Lies og Friendly Fires, Rock City, Nottingham

Glasvegas: med Florence And The Machine, White Lies og Friendly Fires, Rock City, Nottingham

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Fire af Storbritanniens for tiden mest populære unge bands er i disse dage draget ud på den såkaldte NME Shockwaves Tour. Nærmere betegnet er der tale om sidste års helt store himmelstormere, skotske Glasvegas og de i hvert fald i England ganske succesfulde Friendly Fires samt nykommerne White Lies og Florence And The Machine, der henholdsvis lige har udgivet deres debutalbum og har det lige om hjørnet. Og alle fire bands har fået massiv opbakning af musikbladet NME siden deres første spæde musikalske skridt, så ringen er nu sluttet. GAFFA fik lejlighed til at se firkløveret i Nottingham.

Florence And The Machine ****

Som – endnu – mindst kendte navn fik Florence And The Machine lov til at åbne ballet. Gruppen er centreret omkring sangerinden og sangskriveren Florence Welch, der for nylig var på forsiden af NME, ligesom bandet er årets modtagere af den såkaldte Critics' Choice-pris med Brit Awards, en nyindstiftet pris, som uddeles til et navn, som endnu ikke har udsendt sit debutalbum. Sidste års vinder var Adele, som siden dengang har solgt over en million plader, så det er altså ikke det rene pjat med den pris. Florence And Machine er da også en ganske interessant gruppe, primært takket være deres frontfigur. Den rødhårede furie Florence Welch er nemlig både en sangskriver og en performer ud over det sædvanlige. Hendes tekster er fulde af dramatiske historier – for eksempel om en fyr, der bruger sit liv på at bygge kister, om et par, der slår og sparker hinanden, eller om en kvinde, der i misundelse stikker øjet ud på en anden kvinde – mens musikken har et let naivistisk, folkemusikalsk strøg over sig. Og så fremfører Florence sangene af sine lungers fulde hals, med en stor, smuk og teatralsk stemme, mens hun hamrer på en gulvtromme, hvis hun ikke nøjes med at kaste rundt med hele sin krop på scenen. Hendes liveband består blandt andet af en harpespiller, og umiddelbart er Joanna Newsom den nærmeste musikalske sammenligning, både på grund af stemmen, sangene og harpen, men egentlig minder Florence And The Machine ikke om ret mange andre end sig selv. Denne aften blev det desværre kun til 30 minutter og otte sange, og af og til druknede harpen lidt bag sangen og de øvrige instrumenter: guitar, bas, trommer og keyboard i et lidt for mudret lydbillede. Men der er ingen tvivl om, at Florence Welch er et kæmpetalent, og hun og resten af maskinen skal nok blive store i 2009. Og skynd jer at booke dem, Roskilde!

White Lies ****

Aftenens andet navn, White Lies, har for nylig udsendt deres debutalbum, som gik direkte ind på førstepladsen på den engelske hitliste efter et par radiohits og masser af vind i pressen. De tre unge musikere og deres ekstra keyboardspiller struttede da også af selvtillid, da de kastede sig ud i deres eftertænksomme, småpompøse guitarrock. White Lies er allerede utallige gange blevet sammenlignet med især Joy Division og Echo And The Bunnymen. Grupper, de ifølge et interview med undertegnede tidligere på dagen (kan læses i GAFFA marts) ikke selv har lyttet specielt meget til, men der er altså noget om ligheden, ikke mindst takket være forsanger Harry McVeighs dybe og gravalvorlige stemmeføring. Live er musikken en smule mørkere end på albummet, hvilket også giver associationer til Editors og Interpol. Er originaliteten altså ikke ligefrem påfaldende, er sangskrivningen dog i orden, og både up-tempo-numre som ”Death” (for nylig Ugens Uundgåelige på P3) og ”To Lose My Life” og mere afdæmpede sange som ”Unfinished Business” og ”Fifty On Our Foreheads” sidder, som de skal. Selvom gruppen tidligere på dagen i førnævnte interview beklagede sig over ikke at have tid nok til at øve sig – der er stadig en af sangene fra albummet, de endnu ikke har lært at spille (!) - var det musikalske håndværk dog absolut i orden og lyden tilmed fin – noget bedre end under Florence And The Machine, hvis Florence Welch i øvrigt kom forbi på ”Unfinished Business”. White Lies gav syv gedigne numre, hvilket lover godt for deres Vega-koncert i marts, hvor de i øvrigt har lovet at spille hele ni sange. Flere publikummer kastede sig i øvrigt ud i stagedives, hvilket bandet bag den alvorlige musik da bør tage som en kompliment.     

Friendly Fires *****

Herhjemme er Friendly Fires gået lidt hen over hovedet på alle andre end de mest feinschmecker-agtige musikfans. I England har de derimod en solid fanbase, og den fik hurtigt svinget træbenet til Friendly Fires ultra-dansable blanding af funk og ærkebritisk indie-rock. Med fundamentet sikret i form af særdeles velspillet, groovy bas- og trommespil fik Friendly Fires sat gang i en vaskeægte fest, og så gjorde det mindre, at en del af de mere elektroniske elementer i musikken var indspillet på forhånd. Oven på bunden lagde Friendly Fires spredte, effektive guitar- og keyboardriff, uimodståelige koklokker og en meget tændt Ed Macfarlane, der med stor stemme og autoritet styrede slagets gang. Der blev stagedivet igen og igen, trods vagter, der greb hurtigt ind, og humøret var da også højt både på scenen og i salen, selvom musikken måske blev en kende monoton i længden. Men det er kun minimale ændringer mod en god fest, der meget gerne må fortsætte på Roskilde.

Glasvegas ****

Aftenens sidste band og det absolutte hovednavn Glasvegas behøver næsten ingen nærmere introduktion. Allerede fra åbningsnummeret, hittet ”Geraldine”, sang publikum med af karsken bælg på de socialrealistiske fortællinger fra nutidens Storbritannien. Desværre var lyden en kende ulden, ganske som det også - at dømme efter anmeldelserne - var tilfældet ved gruppens koncert i København i november. Forsanger James Allans karakteristiske stemme med den tykke skotske dialekt stod heldigvis forholdsvis klart i lydbilledet, men de mange lag af forvrænget guitar blev til en lidt uformelig masse, der oven i købet blev serveret med en noget højere lydstyrke end under aftenens første tre grupper. Også den opretstående trommeslager Caroline McKays trommesæt med de store gulvtam'er bidrog til det noget rungende lydbillede, som dog blev noget klarere i løbet af koncerten, men helt i top blev det aldrig. Til gengæld må man sige, at Glasvegas er ret skarpe til at fusionere vedkommende, alvorsfulde tekster med stærke, ultra-ørehængende melodier, så den otte numre korte koncert fremstod nærmest som en hel lille hitparade, selvom alle sangene stammede fra Glasvegas' enlige, selvbetitlede debutalbum. Den næsten beat-løse ballade ”Ice Cream Van” var dog lige en tand for afdæmpet i sammenhængen og trak dermed lidt energi ud af koncerten hen mod slutningen, om end kvartetten fik hevet de sidste stik hjem med ”Go Square Go” og ”Daddy's Gone”. De primært sort-hvide, elegante videosekvenser på bagtæppet sikrede den sidste finish og dermed en solid firestjernet oplevelse fra Glasgows seneste verdensstjerner. Og dermed en alt i alt fin aften, hvor konklusionen må være, at nok arbejder den engelske musikpresses hype-maskine på højtryk som sædvanlig, men i alle disse fire tilfælde må man sige, at hypen holder.

White Lies spiller i Vega i København 4. marts. Der er i skrivende stund få billetter tilbage.

Glasvegas spiller i Pumpehuset i København 5. marts. Koncerten er udsolgt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA