x
David Byrne: Falconer Salen, København

David Byrne, Falconer Salen, København

David Byrne: Falconer Salen, København

Anmeldt af Kristian Nygaard | GAFFA

Allerførst: husk på at anmeldelser er subjektive oplevelser. Hvad du så, var måske ikke det samme som din sidemand gjorde. Eller hørte. David Byrnes koncert i Falconer Salen var mandag aften nemlig en skizofren oplevelse. Første del oplevedes som ren og skær kedsomhed. Selvfølgelig kan bandet spille. Selvfølgelig er Byrnes en karakteristisk frontmand og i særdeleshed showmand. Men i den første del af den godt to timer lange koncert var det som at være vidne til et kedeligt talkshoworkester fra 80'erne. Godt med funky bas og karibiske congatrommer fremført af et veloplagt band iført hvide jakkesæt og tandpastasmil. Men så var det heller ikke mere. Beklager.

Anden del var derimod et stilstudie i absurd, poppet rock-ballet med David Byrne i midten af cirkusset med anarkistisk, gøglede dansere, som imellem Byrnes vejrtrækninger sprang ind og ud af scenen. Et inferno af mærkelige dansetrin. Abstrakt, fascinerende sceneshow tilsat et meget veloplagt orkester. Publikum fik mere, end hvad de var kommet efter.

Lidt for pænt i starten

Men det startede som sagt lidt trægt. Godt nok var publikum på fra første tone, folk var kommet for at hygge sig, men der manglede en smule kant og nerve. Det virkede lidt for pænt med David Byrne klædt helt i hvidt (fra hår til sko) og bandet med pænt velfriseret guitar-, tromme- og basspil til lyden fra synthesizerens junglelyde.

Byrnes vokal skar lidt i rummet, og det var svært at høre, hvad han egentlig sang. Man kunne mærke, at de lige skulle i gang, og efter hvert nummer tog bandet sig god tid til at lade sig overdænge med klapsalver.

..indtil Byrne træder i karakter

Derefter kom der også gang i festen, og mange ville nok ønske sig, at den dansable musik blev fremført på et åbent gulv, frem for de siddepladser, som Falconer Salen havde tilbudt dagens tilskuere. Den skotsk-amerikanske Peter A.G.-excentriker hoppede og dansede frem og tilbage på scenen, og man ikke skulle tro, at David Byrne efterhånden nærmer sig de 60. Med fuglekviddersamples og et suppe, steg og is- orgellydende keyboard i højt tempo fremspillede Byrne sig en fantastisk stemning. Danserne sprang frem og tilbage i noget, der kunne minde om abedans, og med de tre korsangere på evige medhør kom der også en smule gospelstemning over seancen.

..og topunderholdningen er hjemme

Hen mod slutningen går dans og musik i et. David Byrne og band afslutter hvert nummer, som var det deres sidste. Dog: hver gang at de har været fremme ved scenekanten og bukket farvel, går salen amok og råber dem tilbage, hvilket resulterer i en genkaldelse af bandet tre-fire gange, før den sidste akkord er slået.

En upåklagelig lyd tilsat et upåklageligt publikum og en veloplagt David Byrne afslutter koncerten med et smil på læben. Den skulle lige spilles op, men så gik talkshoworkesteret også hen og blev helt underholdende. Sætlisten bestod i øvrigt primært af en blanding af sange fra Byrnes og Brian Enos nyligt udsendte fælles album, "Everything That Happens Will Happen Today" tilsat gamle Talking Heads-hits fra Brian Eno-dagene, eksempelvis "Once In A Lifetime", "Burning Down The House" og "Take Me To The River".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA