x
The Dodos: Loppen, København

The Dodos, Loppen, København

The Dodos: Loppen, København

Anmeldt af Henrik Østergaard | GAFFA

Skal det swinge, så lad det sgu da swinge! Det er ellers ganske nemt at få sig en aversion for nutidens ikke-accentuerede indie-scene, som ofte lyder lige så ens, som musikerne ser ud. På denne scene er The Dodos dog et interessant navn.

Der er flere grunde til, at The Dodos meget hurtigt har taget springet fra at være et renommeret undergrundsnavn til at være deciderede indie-darlings. På trods af at de ikke er helt så anerkendte darlings som kollegaerne i Grizzly Bear (hvem gider også være det!?), var der mødt ganske talstærkt op på Christiania denne ussel våde tirsdag (hvor Grizzly Bear i øvrigt spillede samtidig i Vega).  

Der er ligeledes flere gode - og også mindre gode - grunde til, at The Dodos er et spændende musikalsk bekendtskab. På overfladen ligner denne San Francisco-trio mere en lille samling sportsjockeys, end de ligner det, de egentlig er: velspillende popavantgardister. Derudover formår Meric Long og Logan Kroeber at få næsten det optimale ud af en bunke grundliggende ensartede melodier, hvilket de først og fremmest har deres skarptskårne, energiske råstyrke at takke for.

For til trods for at musikken i den grad er mere pop, end det er avantgarde, så vinder en naivt melodiøs popmelodi som "Fables" adskillige point på en naturlig fremhævet indlevelse fra først og fremmest guitarist Long, som både lægger krop og stemme samt dumdristighed og begavelse til hver sangrytme.

Et ekko fra et instrument
Keaton Snyder er nyt medlem af bandet. Han spiller vibrafon - og det er både på godt og ondt. Det er de færreste albums, der kan klare en helt stribe sange med vibrafon. Instrumentets lyd er meget markant og har en tendens til at ekkoe løs selv, efter man har brugt den. Tim Buckleys "Happy Sad" er et succesfuldt særtilfælde, hvor ekkoerne af perkussionens tvilling virker optimalt. Det er The Dodos' seneste album, "Time To Die", ikke, og det var aftenens koncert på Loppen heller ikke. Faktisk synes Snyder at være et overskudsmedlem, forstået på den måde at han godt kunne undværes. Foruden hans vibrafonspil bliver hans overlagt primitive banken løs på en lilletromme og et enkelt bækken heldigvis ikke overskyggende for den overordnede gode melodi, men bidrager stadigvæk til momentvise frustrationer i lydbilledet. Det må her indskydes, at "Two Medicines" er undtagelsen: Her virker et perfekt fingerspil af Long smukt til Snyders vibrafonspil.   

Plads til forbedring
Og vibrafonen er da også en af de få indvendinger, der er mod koncerten. The Dodos leverede varen. Melodierne såvel som musikerne er på én gang både søde og smukke samt seje og sexede. Begge dele er hårdført poppede og poppet robuste. Arbejdede Long en smule på at gøre sin stemme mere alsidig, sang han ikke så pokkers ens helt tiden (hak-hak-hak), og fjernede han samtidig noget af den rumklang, der bevist præger vokalen, bliver det endnu bedre.

Popskabets placering
Det, der her skal runde i et ekko, er bandets samlede formåen på en scene, der lige præcis er så sejrsikkert rocket, at det denne aften fik Loppens lille scene til at synes bredere, end den egentlig er. Og det er først og fremmest det, der gør, at det var en imponerede selskabelig koncert med The Dodos. Deres præstation viste i den grad, hvor det moderne popskab skal stå.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA