x
Mew: Shibuya-AX, Tokyo

Mew, Shibuya-AX, Tokyo

Mew: Shibuya-AX, Tokyo

Anmeldt af Jon Frisk Carstensen | GAFFA

Det var en underlig anspændt og forventningsfuld stemning, der prægede hallen i Shibuya-AX, beliggende i Tokyos farvefulde centrum. Et forholdsvist modent publikum var mødt talstærkt op, denne søndag eftermiddag, for at vidne et af Danmarks mest succesrige bands give endnu en magtdemonstration i noget, der ofte sammenlignes med moderne rockopera.

Uden nogen form for opvarmning, og uden videre forsinkelser gik Mew direkte på scenen og lagde noget uortodokst ud med "Reprise", det sidste nummer på deres nye plade. Den noget uventede, og ikke mindst pludselige start, kom bag på de fleste og resulterede i en noget dæmpet modtagelse. Gruppen syntes først for alvor at få fat i publikum, da de præsenterede "Am I Wry? No" ledsaget af et overvældende lysshow og obligatorisk publikumsjubel, for derefter elegant at flyde over i  klassikeren "156". Præsentationen manglede dog gnist, og gruppen virkede ikke nær så overbevisende og sammenhængende, som andre gange, undertegnede har set dem. Det tekniske var som altid helt i top, med et bombastisk lysshow og bizarre grafiske elementer, direkte fra ens smukkeste mareridt. Musikalsk var der heller ikke noget at sætte en finger på, med bundsolide præsentationer af alle medlemmer.  Dog gjorde især en fandenivoldsk Bo Madsen (guitar) stort indtryk og var virkelig tændt denne aften.

Løbet tør for tryllestøv
Hvis både det tekniske og musikalske sidder i skabet, hvad mangler der så mere? Svaret er intimitet og atmosfære. Det lykkedes Mew at skabe små momenter af intimitet, men de formåede ikke opretholde den mystik og magi, de ellers er kendt for. Koncerten virkede en kende sløset og rutinepræget, specielt én episode lagde en dæmper på den i forvejen skrabede atmosfære. Under Jonas Bjerres solointro til "She Came Home For Christmas", der kunne have været aftenens intime klimaks, blev man revet ud af drømmeverden ved en skinger tone fra keyboardet, hvorpå der fulgte en pinlig stilhed. I vildrede udbrød han derpå, i en dæmpet tone "shit", og fortsatte hvor han slap. Problemet var dog ikke løst, og da den skæve tone atter gjorde sig bemærket, kunne man fornemme, at han var klar til at springe nummeret over, men endte dog med at færdiggøre, hvad han havde påbegyndt. Selvfølgelig er det uheldigt, men på trods af en rimelig professionel tackling af situationen, kunne man ikke lade være med at krølle tæer bare en lille smule.

Opdelt eksperiment
Hele koncerten var en anelse segmenteret, modsat Mews ellers ofte sammenhængende opvisninger med flydende overgange. Der var en del "thank you, "arigato" og "we're glad to be back" mellem sangene, hvilket igen var med til at dulme stemningen. Dertil en noget ulige fordeling mellem nyt og gammelt materiale, hvor næsten hele det nye album blev spillet. Valget at udskifte "Comforting Sounds" med "Louise Louisa" som afslutningsnummer var igen noget overraskende, og det var tydeligt, at publikum forventede det nærmest obligatoriske crescendo-mesterværk til at gå hjem på.

I sidste ende virkede koncerten som et eksperiment på at ændre opskriften, med en noget anderledes sætliste og forsøg på at komme nærmere publikum. Man kan argumentere "if it isn't broken, don't fix it", men på den anden side er det dejligt at se, gruppen ikke hviler på deres laurbær, men tør tage nogle chancer. Selvom denne anmeldelse måske får koncerten til at fremstå ringere end den egentlig var, skal følgende understreges: Det er implicit, at når Mew endelig har fat i publikum, og hele showet går op i en højere enhed, præsenterer de en vare, der er absolut unik, ikke kun på dansk jord, men på globalt plan.

Læs også et interview med Mew om blandt andet deres japanske fans


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA