x
Yoav: A Foolproof Escape Plan

Yoav
A Foolproof Escape Plan

Yoav: A Foolproof Escape Plan

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 29.03.2010
Anmeldt af
Christian Erin-Madsen

Effekterne er ikke nyopfundne, men så absolut betagende, når israelsk/sydafrikanske Yoav udfolder sig som et one man band. Han bygger musikkens lag op ved tapping- og almindelige strengeanslag, samt dunk på guitarkroppen, som herefter loopes via pedaler. Resultatet er en nedbarberet fortolkning af clubbingscenen tilsat inspirationer fra triphop, soul, hiphop og funky beats, og det fungerer så absolut.

Hans indtog i danskernes musikbevidsthed kom primært, da radioduoen De Sorte Spejdere kastede deres kærlighed på ham og arrangerede en liveoptræden på P3, som efterfølgende flerdoblede hans billetsalg til udsolgt i Store Vega. Særligt førstesinglen Club Thing samt Beautiful Lie fra debuten Charmed & Strange var dengang stærke aktiver.

Denne gang, på A Foolproof Escape Plan, når han tilsvarende højder på We All Are Dancing, som er ny førstesingle, samt på Greed – begge med de Yoav-genkendelige fjerlette guitarstykker i omkvædet. Overordnet set har han atter smag for det fængende pophook, og igen vil han gerne vise spændvidde ved at variere effekternes fylde samt numrenes tempi generelt – sidst godt eksemplificeret ved Wake Up og One By One, denne gang ved den slæbende Spidersong og den blide 6/8 Dream. Resultatet af de udflugter er imidlertid stadig lettere trivielt; det er og bliver hans smag for popfinesser og som oftest velplacerede signatureffekter, der sætter niveauet – tjek eksempelvis også den enkle, men vellykkede, Little Black Box - og efterlader et fint udspil med adskillige catchy højdepunkter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA