x
Baby Dee og Bird: Literaturhaus, København

Baby Dee og Bird, Literaturhaus, København

Baby Dee og Bird: Literaturhaus, København

Anmeldt af Lars Siersbæk Nilsson | GAFFA

Det kan godt være, at Baby Dee ikke har noget stort publikum i Danmark - at hun i modsætning til åndsfællerne Antony Hegarty, Joan Wasser og Rufus Wainwright i store træk er forblevet undergrundens hemmelighed. Men at de indviede er lidenskabelige, kan man ikke betvivle. To koncerter afvikler hun i København på en enkelt weekend, begge er de mageligt udsolgt og allerede tre kvarter før aftenens opvarmningsnavn går på scenen, er stolene i Literaturhaus besat.

Opvarmning: Bird ***

Så ivrig havde man nu ikke behøvet at være. Bird, som aftenens første navn kalder sig, er nemlig ikke noget særligt sindsoprivende bekendtskab. Det drejer sig om en pige, hendes cello og en stribe pedaler ved hjælp af hvilke, hun loop'er sig frem til et færdigt lydbillede. Og hun banker ømt på sin cello, spiller simple figurer og hvisker henover det hele indtil verset minder om lydsiden til en af den slags videoinstallationer, hvor tomme stole rykkes rundt i stop-motion, og omkvædet bliver inderligt og alfeagtigt insisterende som en mellemting mellem Oh Land og Enya. En temmelig konstrueret affære med andre ord. Bird savner en Mattia Colettis sans for naturlig og meningsfuld integration af stykkets delelementer og en Blixa Bargelds fornemmelse for set-uppets tekniske muligheder. Det er sjovt, at man kan synge kor med sig selv, men helt nok er det ikke.

Baby Dee *****

Anderledes klassisk i sine virkemidler er Baby Dee. Harmonika, flygel, harpe, bas, cello og en halsklud mod den forkølelse, der har plaget hende de sidste dage. Det er, hvad der behøves. Og så en helt enestående vokal naturligvis. Ikke på en klassisk veltrænet måde, men en stemme præget af levet liv, en stemme der spænder fra øm hvisken til svulmende vibrato. Hun åbner som en anden chanteuse koncerten med The Robin's Tiny Throat kun akkompagneret af sin harmonika, men sætter sig snart ved flygelet, som hun virkelig behersker med en sjælden indlevelse. Det smager lidt af Kurt Weill og mellemkrigstidens Tyskland, når hun ubesværet lader det matche sin dramatiske intonation. Baby Dee accelerer trods genstridig snue fra det tyst ildevarslende til fuldt opladt røst på meget få sekunder for engang imellem at lade det hele disintegrere i et halvpsykotisk grin: "Det er meget 1800-talsagtigt, det her. Som havde man tuberkulose. Med blod spyttet ud på tangenterne og det hele."

Og det er naturligvis alt for meget af det gode. Men Baby Dees kunst er netop, at hun får det til at virke som lige præcis nok. Det bliver ikke mindst tydeligt under ekstra-numrene The Earlie King og The Only Bones That Show, der begge stammer fra Safe Inside The Day og vel nok er det tætteste, hun kommer på egentlige hits. Flygelet buldrer som et tordenvejr i Mellemeuropa, når Baby Dee halvt synger, halvt bræger:"Spill the milk, steal the meat, life is bitter and death is sweet, all the bacon that a boy can eat." Det er vaudeville, det er cabaret, det er unheimlich, og det er utvivlsomt histrionisk forstyrret, men frem for alt er det mageløst smukt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA