x
Allan Olsen, Torben Westergaard Oktober og Århus Symfoniorkester: Musikhuset Århus

Allan Olsen, Torben Westergaard Oktober og Århus Symfoniorkester, Musikhuset Århus

Allan Olsen, Torben Westergaard Oktober og Århus Symfoniorkester: Musikhuset Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Temaet for Århus Festuge 2010 er "Naboer", og da naboer som regel ikke er noget, man selv vælger, har festugen i temaets ånd valgt at sammensætte en række usædvanlige kunstneriske konstellationer, der således ikke selv har valgt deres samarbejdspartnere. Eksempelvis sangskriveren Allan Olsen sat sammen med jazzgruppen Torben Westergaard Oktober samt strygere fra Århus Symfoniorkester. Den umage treenighed var endda programsat til at stå for den officielle festugeåbning med selveste dronning Margrethe som taler og publikummer.

Koncerten fandt sted fredag aften og blev gentaget senere samme aften, denne gang uden dronning Margrethe, men til gengæld en længere sætliste. Det var denne koncert, GAFFA overværede, og koncerten åbnede meget passende med Olsens kun lidt ironiske sang om danskernes dyrkelse af de royale, "Vores Dronning". Denne sang fremførte han alene på scenen med sin akustiske guitar til stor begejstring hos publikum. Nummeret var i øvrigt en af de sange, han IKKE spillede, da dronningen var gæst, blev jeg fortalt, hvilket virker lidt komisk. Men det turde han åbenbart ikke. 

Ifølge nogle publikummer, GAFFA talte med, som havde overværet koncerten med dronningen, havde Olsen været ganske underspillet og høflig under dronningens tilstedeværelse. Nu, hvor hun var væk, var den gamle, sarkastiske Olsen tilbage: "Ja, efter at have spillet for de rigtige mennesker, er vi nu klar til at spille for jer", lød åbningssalutten, og så var koncerten ellers i gang.

Efter åbningsnummeret kom jazzgruppen Oktober under ledelse af bassisten Torben Westergaard ind på scenen, og Olsen fortsatte med den bluesede "Tænder", en af Olsens mange hyldester til det skæve og utilpassede, denne gang med tandsættet som symbol. Oktober fungerede fremragende som Olsen-backing, med blandt andre harmonikaspilleren Francesco Calí, trompetisten Flemming Agerskov og guitaristen Mika Vandborg og deres stemningsfyldte spil som markant del af lydbilledet. Gruppen fortsatte, en anelse mere nænsomt, under den herlige "En Der Er Grim", en hyldest til kvinders indre og ikke ydre skønhed - ifølge Olsen inspireret af John Lennon og Yoko Onos forhold.

Mere blues fortsatte i den arrige "Besé Besæt Kassér", inden strygergruppen fra Århus Symfoniorkester indtog scenen under ledelse af dirigent og arrangør Rasmus Hansen. De åbnede med "Lille Gråspurv", en sang, som er tydeligt inspireret af irsk folkemusik, hvilket gav god lejlighed for strygerne til at folde sig ud i et smukt arrangement. Sangen viser også, at Allan Olsen faktisk er en ganske god sanger rent teknisk, hvilket man ofte glemmer, fordi man også skal fokusere på hans fremragende tekster. Oprindeligt rummer "Lille Gråspurv" i øvrigt ordene "selv om Jens Rohde har forladt politik / så flyv, mens du kan", men dem har Olsen grundet den politiske udvikling været nødt til at tilføje linjen "men guddødemig er vendt tilbage, så man skal lave en linje om i sin sang" til. Stærkt underholdende.

Kærlighedssange

Herpå fulgte den romantiske "Lorna", noget så usædvanligt fra Olsens side som en kærlighedssang, med en indlagt hyldest til "Matador". Her var strygerne dog - undtagelsesvis - næsten for svulstige og sukkersøde, men de blev herligt dirrende og dramatiske i den socialrealistiske "Staklernes Hus". Francesco Cali leverede en flot harmonikasolo i ungdomssangen "30 Uden Det", og senere nåede koncerten et højdepunkt i endnu en kærlighedssang, den gang en ulykkelig en af slagsen, den rørende "Miss Pachoulia". En sang, som ifølge Olsen selv er en af hans bedste sange nogensinde - "men den bliver aldrig spillet i radioen". Synd og skam, og jeg er tilbøjelig til at være enig med ham. Sangen er ifølge Olsen baseret på egne oplevelser - som rigtig mange af hans numre er det - om en københavnsk hippiepige, som kom op til den unge Olsen i Frederikshavn og fordrejede hovedet på ham og også godt ville kysse lidt - men mere blev det ikke til. Her var strygerne heldigvis ikke for bombastiske, men bare smukke.

Siden fandt Allan Olsen en banjo frem i hanrej-sangen "5 Under 0" - "jeg kan ikke spille på den, men jeg har råd til den", fortalte han drilsk, men det lød nu ikke så ringe endda. "Balladen Om Rosa" åbnede meget stille, men brød ud i rasende strygeruvejr, samtidig med at den utilpassede ko Rosa fik sine mærkelige syner i endnu en hyldest til dem, "der ikke vil være duks". Aldeles overbevisende.

Det ordinære sæt sluttede af med "Han Har Tænkt" med flot flygelspil og elegante strygere, og så snart Olsen havde sat tak for i aften, blev han mødt med stående ovationer fra den dog kun 2/3 fyldte sal (men det var jo også anden koncert i træk). Det blev derfor til to ekstranumre, først "Inden Bay City Rollers Kom Frem" med Olsen alene på scenen med sin banjo, inden Oktober og strygerne kom på en vaskeægte Olsen-klassiker, "Op Til Alaska", en hyldest til enspænderen, som de andre ikke forstår. En fremragende sang, som igen udløste massiv applaus.

Alt i alt må det siges, at festugeprojektet med at sammensætte den usædvanlige konstellation var en ubetinget triumf. Med ganske få undtagelser var strygerne og Oktober hverken for lidt eller for meget, men lige præcis tilpas, og arrangementerne formfuldendte. Ifølge Allan Olsen var det dog formodentlig både første og sidste aften, vi kunne opleve denne særlige treenighed. For min skyld kan de dog godt gentage succesen, hvor som helst og når som helst.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA