x
Brian Wilson: Brian Wilson Reimagines George Gershwin

Brian Wilson
Brian Wilson Reimagines George Gershwin

Brian Wilson: Brian Wilson Reimagines George Gershwin

GAFFA

Album / Disney
Udgivelse D. 15.09.2010
Anmeldt af
Henrik Friis

På overfladen kunne det her til forveksling ligne et hvad-skal-jeg-nu-finde-på-projekt for Brian Wilson, der siden oprejsningen med Smile har haft svært ved at finde den rigtige melodi. Som man lytter sig gennem albummet, er man dog ikke i tvivl om, at George Gershwin-stoffet ér en gammel og ægte Wilson-kærlighed – ja, Wilson har endda fået lov til at færdiggøre to af Gershwins ufuldendte numre. Havde den gamle Beach Boy så bare gennemført albummet, som han starter det, havde det været stort. En sparsom Rhapsody In Blue med multitracket Wilson-sang og trædeorgel slår en meget flot tone an, og kort efter antyder et medley, bl.a. med en næsten psykedelisk blå udgave af superevergreenen Summertime og en fin opfølgende It Ain't Necessarily So, at Wilson er opsat på at matche Gershwins genistreger i sine fortolkninger. Desværre når resten af albummet ikke samme højder. Som det skrider frem, bliver Gershwin mere og mere mast ned i Beach Boys-båsen med doo-wop, hyggepop og de typiske lyse kor, uden format til at skille sig afgørende ud.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA