Sheryl Crow: Værket, Randers

Sheryl Crow, Værket, Randers

Sheryl Crow: Værket, Randers

Anmeldt af John Fogde | GAFFA

Selvom der ikke just var fuldt hus på Værket, var der fuldt hus på scenen, hvor ni musikere bakkede Sheryl Crow op i to timer, hvor sangskriverens kærlighed til soulmusikken var tydelig fra intromusikken til ekstranumrene. Det betød ikke overraskende, at vi fik serveret en hel del af materialet fra Crows seneste album, "100 Miles From Memphis", men det betød desværre også, at det ældre materiale altsammen blev leveret med en soul/funk-tvist, der som oftest virkede misforstået.

Samtidig var Crows afslappede stil undervejs både en styrke og en svaghed. Hun havde absolut ingen problemer med at holde kontakt med publikum, og undervejs var hun både morsom og charmerende. Men det meste af tiden kom både hendes og bandets tilbagelænethed til at virke som ligegyldighed, og det var svært ikke at få fornemmelsen af, at dette blot var endnu et stop på vejen. Gentagne referencer til en koncert i Århus i 2008 (hvor hun spillede på Nibe Festivalen) gjorde heller ikke meget for helhedsindtrykket.

Bedst var det når hun forlod funk-formation og ændrede instrumenteringen som under "Sideways", hvor der blev kørt et flygel på scenen, og "Redemption Day", hvor hele bandet var samlet foran på scenen i en mere akustisk opstilling. Det var naturligvis også fint at høre klassikere som "A Change Would Do You Good", "My Favorite Mistake" og "If It Makes You Happy", men her kunne man godt have ønsket sig nogle mere rockede arrangementer, der lå tættere på de indspillede versioner.

Faktisk var "Soak Up The Sun" den eneste gang, hvor opdateringen virkede, og her fik den noget letbenede single (der vel er Crows seneste hit) fylde og bund, der klædte sangen. Sangerinden har hverken stemme som James Brown eller Aretha Franklin, så denne retning er ikke noget, som i denne anmelders øjne synderligt klæder Crow, som går helt galt i byen med sin version af Terence Trent D'Arbys "Sign Your Name". Den har i hendes version slet ikke har samme nærvær og lumre stemning som originalen, og live bliver den trukket endnu længere ned ved at gå over i en ligegyldig og langtrukken funkjam.

Også gennembrudssinglen "All I Wanna Do" får en funkhale på i form af en bid af et Marvin Gaye-nummer, der fører over til Crows version af "I Want You Back". Sangerinden gør en fin Michael Jackson, og hun slipper live en hel del bedre af sted med sin hyldest til sin tidligere arbejdsgiver, end hun gør på plade.

Sidste nummer er "I Shall Believe", hvor flyglet igen køres på scenen, og Crow får mulighed for at give folket lidt gospel. Sangen bygger op, mens Crow siger farvel for denne gang, og bandet spillede herefter lystigt videre, efter hun havde forladt scenen. Det blev et tilpas malplaceret punktum for en koncert, der trods gode sange blev en halvkedelig og ligegyldig omgang leveret på rutinen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA