x
Agnes Obel: Jazzhouse, København

Agnes Obel, Jazzhouse, København

Agnes Obel: Jazzhouse, København

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Agnes kommer fra en renere planet end jeg, hvor det blæser mere autentisk i grenene på det ensomme træ udenfor. I sin kjole og med håret sat op fremstår hun på en eller anden måde hævet over de beskidte gader, vi andre begiver os rundt i. Hendes stemme røber at hun føler en stor glæde ved at optræde, selvom numrene varsomt er fyldt med ensomhed og længsel. Først når hun mellem sangene tørrer sine svedige fingre af i kjolestoffet på numsen, og griner lidt fjantet og usikkert til sin medsammensvorne Anne på cello, er hun ligesom os. Heldigvis.

Væggene har ører
Jazzhouse er udsolgt, men ikke på den ubehagelige måde, hvor man indånder frontmandens mullet. Agnes og Anne sidder på deres pladser og klimter sig igennem det ene nummer efter det andet til publikums store fryd. Deres lyse, luftige stemmer deles på professionel vis med instrumenterne om at dominere lydbilledet, men aldrig i Jaco Pastorius-stil. Anne skifter fra cello til guitar til melodica (blæse-keyboard) og tilbage til cello igen. Livet på vejen er ikke lutter lagkage, lærer vi; man risikerer f.eks. halsbetændelse sammen med I Am Kloot. Jeg har ellers altid troet, at man risikerede groupies.

Musikken snurrer op under loftet, lige indtil Agnes sætter i gang med nummeret "Beast" fra sin skive Philharmonics. Her knækker mit kritiske anmelder-gen midt over, og jeg bliver helt varm bag øjnene. Loftet løfter sig og himlen titter frem. Hun rører mig. At dømme efter de decibeltunge klapsalver efter nummeret, rørte hun flere - eller de fleste.

Allerede anerkendt
Flygel og cello danser omkring numrene på debutskiven, og Agnes lader os vide, at dette er hendes første rigtige koncert i Danmark. Hun har været omkring i Europa og skal ifølge tourplanen spille igen på Jazzhouse i morgen mandag, derpå videre til Schweiz, hvor hun bliver en håndfuld dage før touren fortsætter. Lettere usikker overfor publikum, men sikker på fingrene sender hun os ind i den næste fortælling.

Philharmonics er en imponerede skive fra en debutant. Ikke alene har numrene en høj standard, men hele cd'ens design og layout er der kælet for. Man mærker, at der har været folk i studiet sammen med Agnes. Penge, kræfter og interesse - folk som tror på hende. Det er let at blive skuffet live over en lidt for vellykket produktion i albumværkstedet, men her må jeg erklære, at studiet blot har poleret den i forvejen flotte musikalske overflade. De Damer er kompetente.

Masser at komme efter
Enkelte steder lagde begejstringen sig en smule, som på John Cale nummeret "(I Keep A) Close Watch", som var om-om-arrangeret i forhold til skiven. Duoen var lidt off og virkede usikker i det høje tempo og lydniveau. På det traditionelle nummer "Katy Cruel" var publikums reaktion mest af alt høflig, men man havde naturligvis ikke glemt de forgående perler, og så frem til flere. Til gengæld var disse lidt skæve indskud velkomne i Agnes' ellers noget homogene lydbillede. Et kanonslag eller et bækken kunne have haft samme virkning - hør, hvad med en triangel?

Til gengæld var "Riverside", "Beast" og "On Powdered Ground" helt fantastiske. Som dessert fik vi det skønne nummer "Smoke and Mirror", som pt. kan høres på Agnes Obels Myspace-side. Men så havde vi også udtømt hele repertoiret, fortalte Agnes grinende da hun blev kaldt ind for anden gang. Hun lovede at pakke en ekstra kuffert med sange til næste visit. 

Jeg har på fornemmelsen, at der bliver rift om den kuffert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA