x
Midlake og John Grant: VoxHall, Århus

Midlake og John Grant, VoxHall, Århus

Midlake og John Grant: VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

De senere år har en veritabel bølge af dyb 60'er- og 70'er-inspiration skyllet ind over unge internationale og danske rockgrupper. Pludselig er akustiske guitarer, vokalharmonier, skæg og skovmandsskjorter blevet det nye sort hos navne som Fleet Foxes, Band Of Horses, The Rumour Said Fire og mange flere, som også GAFFA har undersøgt i to artikler (læs dem her og her).

Også Texas-gruppen Midlake har meldt sig på banen, og at træde ind på VoxHall onsdag aften var som at stige ind i en tidsmaskine, der øjeblikkeligt sendte én 35-40 år tilbage i tiden. På scenen stod og sad syv mænd, alle med skæg i varierende længder, de to forgrundsfigurer med langt hår, den ene af disse i skovmandsskjorte og den anden iført fodformede sko.

Også musikalsk var der dømt retro. Midlake lagde blødt ud med det nye nummer "Fairest Way", en ballade, som også deres nyeste album "The Courage Of Others" er fuldt af, med de to forgrundsfigurer Tim Smith og Eric Pulidos akustiske guitarer centralt i lydbilledet, bakket op af to elektriske guitarer, bas, trommer og keyboard og flotte vokalharmonier mellem forsanger Tim Smith og den hyppige korsanger Eric Pulido, af og til suppleret af keyboardspiller Jesse Chandler.

I næste nummer, "Children Of The Grounds", endnu en down-tempo-sang, fandt Jesse Chandler en tværfløjte frem, og de musikalske associationer blev øjeblikkeligt sendt i retning af Jethro Tull. Midlake har da heller ikke lagt skjul på, at inspirationen til deres nyeste album især har været britiske folk-navne fra sentresserne og starthalvfjerdserne, foruden Jethro Tull også bands som Fairport Convention og Pentangle - og med stor tekstmæssig påvirkning fra naturen.

De syv musikere spillede fremragende, vokalharmonierne sad lige i skabet, og lyden var krystalklar. Stemningen fik en tand op, da Midlake som tredje sang kastede sig ud i den mere energiske "Young Bride" fra deres forrige album, "The Trials Of Van Occupanther". Et album præget af flere uptempo-numre og lidt mere varition end det nyeste, hvor den står på næsten lutter ballader.

Dobbelt op på tværfløjter

Koncerten fortsatte med en blanding af sange fra Midlakes to nyeste album, med en overvægt fra "The Courage Of Others", mens bandets første og mindst gode - og mere keyboardorienterede og til tider 80'er-associerende - album, "Bamnan And Slivercork" blev forbigået i stilhed.

I titelnummeret fra "The Courage Of Others" spillede både Tim Smith og Jesse Chandler tværfløjte, og i det hele taget spillede tværfløjten en stor rolle i det kunstneriske udtryk. Her steg intensiteten igen i en lang, temperamentsfuld outro, hvor også trommeslager McKenzie Smith kom op at markere. Kommunikationen med publikum blev primært varetaget af den veloplagte Eric Pulido, men Tim Smith nøjedes med at sige tak hist og her.

Koncerten nåede et højdepunkt omkring sangene "Bandits" og "Roscoe", begge fra "...Van Occupanther", som blev leveret med en lang instrumental passage imellem sig, hvorunder guitarist Eric Nichelson kastede sig ud i en højenergisk solo. Et andet stort øjeblik var "Fortune", som blev fremført helt akustisk uden bandets rytmesektion og uden Eric Nichelson.

På dette tidspunkt havde koncerten varet omkring 75 minutter, og jeg forventede egentlig, at Midlake snart ville sige tak for i aften. Vi fik dog tre numre mere, og her var det desværre, som om koncerten mistede lidt momentum. Midlake gav nemlig yderligere to ballader, "Core Of Nature" fra "The Courage Of Others" og en ny sang, "Dawn Has Arrived", begge med lange instrumentale outroer, som trak noget af intensiteten ud af koncerten og samtidig mindede om, at de afdæmpede sange fra den nyere del af Midlakes repertoire minder lovlig meget om hinanden. Heldigvis sluttede vi oppe igen med den tempofyldte "Head Home" fra "...Van Occupanther".

Midlake vendte tilbage til to ekstranumre, først The Czars-nummeret Paint The Moon" med gæstevokal af det højst interessante opvarmningsnavn John Grant (mere om ham om lidt), der næsten overskyggede Midlakes egen ellers glimrende sanger Tim Smith. Og så sluttede vi med et af de bedste numre fra "...Van Occupanther", den gribende ballade "Branches" med det ulykkelige omkvæd: "We won't get married / Cause she won't have me / She wakes up awfully early these days / There's no one else so kind / There's no one else to find / It's hard for me but I'm trying".

En god, periodevis fremragende koncert, der dog ville have været endnu bedre, havde den været et kvarter kortere.

Opvarmning: John Grant *****

Inden Midlake gik på scenen, fik vi en halv times opvarming ved den Denver-fødte, New York-bosatte sanger og sangskriver John Grant. Grant har en fortid som sanger i nu opløste The Czars og udgav i foråret sit fremragende debutalbum med den klaphat-venlige titel "Queen Of Danmark". Grant er nemlig stor fan af Danmark og havde også lært sig at sige nogle lokale gloser, blandt andet "lalleglad".

Der var nu ingen grund for Grant til at fedte for publikum. Hans usædvanlig store og fyldige stemme, de smukke, melankolske sange og nuancerede keyboardspil, suppleret af Midlakes Jesse Chandler, gjorde arbejdet. Koncerten åbnede med en ny, næsten gåsefuldsfremkaldende sang betitlet "You Don't Have To", som gav visse mindelser om Rufus Wainwrights "Vibrate", og stemmemæssigt er John Grant næsten på højde med Wainwright. Mange af John Grants sange handler om mindreværdskomplekser og over ikke at blive accepteret, måske påvirket af hans opvækst som homoseksuel i et meget kristent mijø. Accepten var til gengæld stor på VoxHall, og selvom man kunne ærgre sig en smule over, at John Grant ikke tog nogle flere Midlake-musikere med på scenen - de spiller nemlig med på hans plade - var hans halve times opvarmning faktisk aftenens højdepunkt. Ikke mindst når han hamrede i tangenterne, så Midlakes tværfløjter, der lå oven på keyboardet, nær var trillet af. Han må meget gerne komme tilbage snart som hovednavn.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA