x
Roxette: Charm School

Roxette
Charm School

Roxette: Charm School

GAFFA

Album / EMI Music
Udgivelse D. 14.02.2011
Anmeldt af
Mikkel Elbech

Kun overgået af ABBA er Roxette vort kære nabolands næststørste musikalske eksportsucces, og med deres første album i ti år er kursen lagt mod 100 millioner solgte album. Charm School vil dog næppe i sig selv sælge de rundt regnet 25 millioner eksemplarer, der mangler, før milepælen er nået, men når det så træfsikkert følger duoens velafprøvede hitopskrift, skal det nok hjælpe Per Gessle og Marie Fredriksson fornuftigt på vej. Albummet er netop en tour de force rundt i Roxettes så velkendte og grundlæggende set lidt pudsige blanding af længselsfulde ballader og ivrige, guitarbårne partyhits. Det gør, at albummet kommer til at emme en smule af håndværk snarere end stor popkunst – som klassikerne Look Sharp! og Joyride begge må klassificeres som – men dog er det så stærkt et håndværk, at det bliver en fornøjelse at lytte til uanset hvad. Per drømmer stadig om unge piger (Way Out) og store biler (Big Black Cadillac), mens Marie slår mangt en melankolsk tone an og nok engang erkender vigtigheden af andre mennesker (No One Makes It On Her Own) – mens hun dog insisterer på at gøre tingene på sin egen måde (In My Own Way). Generelt fylder Marie meget på albummet, og så udskældt som hendes stemme er blevet i forbindelse med gruppens comeback-koncerter de sidste par år, kunne man måske have forventet det modsatte – men i studieudgaven lyder hendes nu let rustne stemme faktisk glimrende og tilfører melankolien et fint element af autenticitet. Noget kæmpestort album er Charm School i sidste ende ikke, men det er en absolut sympatisk udgivelse, som gelinde markerer Roxettes tilbagevenden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA