x
My Chemical Romance: KB Hallen, København

My Chemical Romance, KB Hallen, København

My Chemical Romance: KB Hallen, København

Anmeldt af Per Bloch | GAFFA

Klokken 21.04 transformerer en sportshal på Frederikberg sig til et punk-rock-scenario. Fra det øjeblik My Chemical Romance entrerer scenen, er der dømt højmesse for emo-genrens tilbedere. Med stortrommeskindets "Exterminate" og forsanger Gerard Ways røde hår, som henholdsvis statisk og dynamisk centrum. Første nummer kick-starter - "Na na na (na na na na)" - og et hav af mobiltelefoner lyser publikumsmængden op. Seancen foreviges fra rundt regnet hundrede skiftende vinkler.

Seks mand høj og moderne rockbesætning: to guitarister, bas, trommer, keyboards og vokal. Klædt helt efter (markedsførings)bogen: lidt læder, lidt slogan ("Art is the new weapon"), lidt hvid skjorte + smalt sort slips etc. Nærmest som et boyband, bare med andre toner fra højttalerne. Mere distortion, højere volumen og knapt så pænt. Og dog: nok er genren punk, men der er ikke tale om 70'ernes beskidte og anarkistiske revolte. Det her er højglans, stylet og poleret: Pop-punk.

My Chemical Romance er et brand i en ungdomskultur, der måske nok på overfladen virker oprørske og støjende, men ikke mere end at det er til at holde ud for de mange forældre, der har fulgt deres børn til aftenens koncert.

Anmelder versus publikum
Jeg må indrømme, at jeg er gået skeptisk ind ad dørene til KB Hallen. Min indledende opvarmning til koncerten med lytningen til deres to seneste album har ikke imponeret. Både på cd og live har jeg svært ved at finde ud af hvad bandet vil og hvilke stemninger de vil skabe. Det virker jævnt og retningsløst. Ydermere synes jeg, at de lægger lidt kedeligt og ensformigt fra land. Ingen interaktion imellem musikerne og noget rutinepræget.

Alt dette, og herunder min holdning, bliver dog komplet irrelevant, når man ser på stemningen og publikums respons. De stående foran scenen har en fest, og selvom orkestret virker mat og stift, til tider kejtet og ufokuseret, så kæmper de og gør deres for at skabe en fest. Og det virker. Selv helt op på stolerækkerne, hvor der bliver sunget og vugget med. Det er fængende - det skal pop være - og det er en effektiv leverance af moderne punkmusik.

Man kan sige meget om klichéer, både godt og dårligt, men man kan ikke benægte, at klichéer har en plads på mange scener, fordi de virker. Det gør det også denne aften for MCR. Heldigvis. Maskineriet ruller. Jeg har ingen fornemmelse af hvor autentisk det hele er, men det er for så vidt også underordnet. Tror jeg.

Med hymnen "Summertime" når vi et musikalsk højdepunkt. Publikumsklap, keyboard-flader og en U2-lydende intro leder os ind i stadionrockens stærkeste sfære: balladen. Stemningen er mere afdæmpet, men stadig fortættet. Og et par tusinde synger kor.

T-shirt tilsat slips
Hen imod slutningen af den halvanden time lange koncert øges hit-intensiteten, og ved hver indledning mærker man velkomstglæden hos publikum. Og alle kneb tages i brug, sågar et Dannebrog der flagres fra scenen, for at slutte med et brag. Den endelige exit sker til nummeret "Bulletproof Heart", der med den ikoniske sætning "Gravity don't mean too much to me
. I'm who I've got to be. These pigs are after me, after you", bliver et passende mantra foran aftenens målgruppe. Dem, hvor unisex-uniformen T-shirt tilsat slips er særdeles fremhærskende.

Det vil ikke være fair, hvis jeg udelukkende forholdt mig til min egen kedsomhed og skepsis, når der skal gives stjerner. Min umiddelbare fornemmelse er omtrent tre styk, men der er slet ingen tvivl om, at de, som har købt sig ind til My Chemical Romance, har fået valuta for pengene. Det ses både på responsen under koncerten og i den bølge af energi, der glider ud af KB Hallen, da bygningen igen er blevet en sportshal. Så vi er nødt til at mødes på midten: Fire stjerner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA