x
Pharoahe Monch: Lille Vega

Pharoahe Monch, Lille Vega

Pharoahe Monch: Lille Vega

Anmeldt af Maria Therese Seefeldt Stæhr | GAFFA

At tage fra København til New York for et par timer en mandag aften kan godt virke som en lidt uoverskuelig (og umulig) opgave. Denne mandag blev dog en undtagelse, for NYC kom til KBH for en kort bemærkning, da Vega åbnede dørene for den karismatiske Pharoahe Monch.

Den ukendte verdensstjerne
Det er egentlig mærkeligt med denne rapper, for i mange hiphopkredse går han som værende en af de absolut bedste – hans rimteknik og flow er både speciel og på højt niveau, men alligevel er det helt store gennembrud udeblevet. Det afholder nu hverken rapperen selv, hans hold eller hans fans at tro på det – og opføre sig som sådan. Men på den rigtig gode måde. Det var derfor også en meget begejstret sal, der tog imod rapperen, da han med gasmaske entrerede scenen, og med det samme fik alles hænder i vejret, nakkerne til at vippe i takt og stemmerne til at bryde ud i jubel, når linjerne blev leveret hurtigt, stramt og sikkert. 

Og stramt – det var det. I fem kvarter tryllebandt han publikum sammen med sine to sangere Mela Machinko og Showtyme samt sin dj Boogie Blind, og med numre som "Fuck You", "Right Here" og "Simon Says" blev også bagkataloget luftet for de hungrende fans. Efter de første 25 minutters energiudladning tog DJ Boogie Blind i en lille stund førertrøjen – også dette vakte stor begejstring, til trods for den buldrende lyd og de mange abrupte beats, som sætter lidt krav til lytteren.

Mindre lyd, mere æstetik...eller?
Men det buldrende blev et tema. Og det var ikke på den supergode måde. Desværre. Det er ikke nødvendigt at sige, at såvel genre som tracks lægger op til dyb bas og tunge beats, men når lyden kan mærkes mere end den kan høres, kan det blive for meget. Under denne koncert var det umuligt at høre detaljerne, og blot det at dechifrere livevokalerne fra dj'ens lydspor var svært, og det var en skam, for der var tale om nogle rigtig dygtige folk. Lydinfernoet var bare alt for bastant og rodet – men selvom det var frustrerende og ærgerligt, havde det faktisk en overraskende god effekt. 

Stemningen og musikken smeltede sammen, og københavnske ikke-ryger spillested blev lige så stille forvandlet til en tilrøget undergrundsklub i New York – der hvor det emmer af alt andet end højpandet æstetik. Her var det det rå, det hårde og det sorte, der vandt. Monchs tekster giver ret tydelige associationer til både slavernes historie, ghettoen og gadelivet, og en hel stribe numre fra det nyeste og anmelderroste album, herunder "Clap" og "W.A.R." holdt også folk i denne tankegang. Med det samplebaserede ekstranummer "Let My People Go" blev der for alvor sat streg under hans forhold til historien – men der var det ved at kamme lidt over. Gospels og spirituals var ikke helt, hvad publikum ventede.

En koncert for kendere
Men på den måde kom vi tilbage til hovedpersonen og hans evne til at fange og holde folks opmærksomhed og samtidig være både symbolsk, sympatisk og uhøjtidelig. Under hele koncerten var der en afslappet og rar stemning, og Monch første an med en ironisk distance til såvel sig selv som til hiphopkulturen, og det gav koncerten et løft. At der så tilmed var tale om en rapper, der i den grad ved, hvad han laver, sangere der synger så taget letter og en legesyg dj med en skøn kontrol, gjorde det kun bedre.

Publikum kom for at hylde og nyde deres helt, og det gjorde de med maner. Der blev rappet med på både nyt og gammelt, der blev grinet, når Monch kørte sin tilbagelænede selvironi af, der blev jublet, når sangerinden gik amok, og der blev klappet, når de gode punchlines blev leveret. Når alt det fungerer – behøver man så en god lyd? Svaret må blive nej i denne omgang. Det handler ikke altid om den gode lyd men derimod om den gode stemning. Og den var der. NYC var på besøg – og det kunne KBH godt lide.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA