x
Thulebasen : Pop Revo, VoxHall, Aarhus

Thulebasen , Pop Revo, VoxHall, Aarhus

Thulebasen : Pop Revo, VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den københavnske trio Thulebasen har i et par år spillet en lang række koncerter med deres improvisationsorienterede støjrock. I februar udgav de så deres første album som trio, "Gate 5" (sanger og guitarist Nis Bysted udgav i 2008 soloalbummet "Guitar Wand" under aliaset Thulebasen), hvor de efter eget udsagn har forsøgt at samle de mange eksperimenter fra landevejen "i ni bunker", altså ni numre – som "en fond  af koncerterne, som er kogt ned," som de tidligere har fortalt til GAFFA.

Albummet er blevet ganske vellykket, og Thulebasen har med andre ord efterhånden fået godt styr på deres mange musikalske idéer. Derfor fremstod de af aftenens sange, der var hentet fra albummet, i versioner, der mindede en del om albummets, om end der var skruet yderligere op for støjen og ned for de elektroniske effetker og de mere finurlige musikalske detaljer.

Gruppen alias sanger og guitarist Nis Bysted (tidligere guitarist i Düreforsög), guitarist og korsanger Niels Kristian Hansen (KLoAK) og trommeslager og korsanger Felia Gramm-Hanssen (Harpies, Skammens Vogn) stod i halvcirkel tæt på hinanden midt på scenen, så der var tale om sammenspil i ordets mest bogstavelige betydning. De tre musikere vidste også tydeligt, hvor hinanden ville hen. Nis Bysted indtog en slags hovedrolle, idet han stod for gruppens karakteristiske, lidt skæve melodilinjer på guitaren, mens Niels Kristian Hansen primært støjede igennem på udmærket vis. Nis Bysteds til tider elektronisk forvrængede leadvokal var dog ikke særligt bemærkelsesværdig.

Thulebasen har fået et fint lille indie-hit med "Raga Gemini", som dukkede op midtvejs i koncerten til stor glæde for publikum. Nummeret adskiller sig fra hovedparten af Thulebasens øvrige numre ved at være kort - cirka tre minutter - groovy og ganske melodisk. Også titelnummeret fra "Gate 5" er en af bandets mere tilgængelige dansevenlige og iørefaldende sange – komplet med koklokke – og den udgjorde et af koncertens andre højdepunkter.

Andre gange støjede Thulebasen igennem i fem-ti minutter lange, psykedeliske kompositioner, og sætlisten bød også på et par endnu uudgivne sange. Og bandet gik planken helt ud i det kvarterlange, instrumentale ekstranummer "Felaia", som i sin repetitive minimalisme gav associationer til 70'ernes tyske krautrock-scene og i øvrigt var kendetegnet ved mådeholdent brug af guitarstøj. En stærk afslutning på en fin koncert, der kun i korte perioder havde tendens til tomgang, når støjen tog magten fra melodierne.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA