x
Martin Brygmann: De Fleste Ulykker Sker Med Lemmet, Bellevue Teater, København

Martin Brygmann, De Fleste Ulykker Sker Med Lemmet, Bellevue Teater, København

Martin Brygmann: De Fleste Ulykker Sker Med Lemmet, Bellevue Teater, København

Anmeldt af Anders Reuss | GAFFA

Det tidligere medlem af Lex og Klatten og Det Brune Punktum udfolder sin analfikserede ordspilshumor i vellykket nyt show uden at tilføje afgørende nyt til sin palet

Omdrejningspunktet for Martin Brygmanns one man show er en jagt på manden bag masken. Den 48-årige selvlærte skuespiller og sangskriver har stillet sig selv spørgsmålet "Hvem er den rigtige Martin Brygmann?", og ud af hans selvransagelse opstår en række fjollede figurer.

For inde i Martin Brygmann gemmer der sig tilsyneladende en række stærk afvigende karakterer: Den kiksede og nørdede musiklærer Jørgen, den perverse og selvoptagede kunstner og terapeut Verner, den slidte russiske champagnepige Olga og den australske kropskunstner Todd, som er forestillingens sjoveste og mest vellykkede indslag.

Det er sjovt
De fire karakterer er svære at genkende som karikaturer på dele af Martin Brygmanns personlighed, men i sig selv er de nogle virkeligt spøjse personer. Det betyder bare, at forestillingens røde tråd, Martin Brygmanns eksistentielle selvransagelse, fremstår som en lidt tyndbenet undskyldning for at hive disse fire galninge op af posen. Men pyt med det. Det er sjovt alligevel, og mon ikke publikum er kommet for at grine, frem for at få indsigt i Martin Brygmann sind?

På grænsen til plat
"De Fleste Ulykker Sker Med Lemmet" fortsætter i nøjagtigt samme spor som de gamle successhows med Det Brune Punktum fra årtusindeskiftet.

Det vil sige en blanding af sketches, skøre grimasser, fjollet dans og showprægede sangnumre. Humoren kredser fortsat omkring numsehullet og bruger ordspil og ordlege som et helt centralt virkemiddel. Hvis man søger samfundsrevsende satire, skal man lede andre steder.

Af en eller anden årsag synes vi mennesker, at prutter og numser og tissemænd er rigtigt sjove, og på den led er der masser at grine af i den nye forestilling. Og Martin Brygmann tager den helt til plathedsgrænsen.

For eksempel tilbyder terapeuten Verner "bundaflæsning" i en sketch knyttet til sangen "Sæt Dig På Mit Ansigt", mens Todd fremfører sangen "Kroppen Luder Flot", hvor rytmesporet leveres af prutter og penisklask.

Gymnasiemusiklæreren Jørgen er kilde til endeløs ordspilshumor og leverer en strid strøm af misforståede sangtitler og kunstnernavne som for eksempel "Angry Lloyd Weather" og "Don't Cry For Me, Ike and Tina". Og det skal siges, at de er sjovere i den rette sammenhæng, end her på tryk.

Syret og absurd
I forhold til Det Brune Punktum er Martin Brygmanns soloshow en smule mere eksperimenterende og modigt. Humoren er en tand mere syret og absurd, og scenografien er også skæv og usædvanlig. Mange af kostumerne er lavet af brunt bølgepap.

Dancefunk-nummeret "Fremmedgjort" leveres af Martin Brygmann klædt i en kæmpe papirkugle, og den foregående sketch fremfører han næsten nøgen, mens han bliver hejst op ved fødderne.

Pæn popmusik
Det er svært at sige "Martin Brygmann" uden også at sige "sangskriver" og "hitmager", og musikken fylder godt op i den to timer lange forestilling, som rummer ni sangnumre.

Martin Brygmann synger det meste live til backing track, og han gør det fint, selvom det er ærgerligt, at der ikke er hyret et levende backing band.

Rent musikalsk er der ikke noget nyt at skrive hjem om, og jeg vil afholde mig fra at anmelde showet som en rockkoncert. Det vil ikke give nogen mening.

Forestillingen byder ikke på nogen musikalske overraskelser. Alle sangene er skåret efter Martin Brygmanns velkendte og letgenkendelige skabelon, som efterhånden lyder lidt slidt. Det vil sige pæn, anonym, uspændende popmusik med en bismag af firserfunk og stiløvelse. I sin midtsøgende middelmådighed står musikken i kontrast til de groteske og skæve karakterer som Martin Brygmann portrætterer i sine sketches.

Forestillingens svageste indslag er et kor-medley, hvor musiklæreren Jørgen dirigerer et storskærmskor af Brygmann-figurer, der synger nogle af hovedpersonens gamle hits, blandt andet "Vi Skal Ud i Det Blå" og "Jeg Vil i Seng Med De Fleste". Det virker unødvendigt.

Men på bundlinjen er forestillingen rigtig sjov. GAFFAs udsendte morede sig i hvert fald, og især den følsomme australske kropskunstner-figur Todd står stærkt tilbage i erindringen med sin godt ramte dansk/australske accent og en herligt afsporet misfortolkning af "Fyrtøjet".

Forestillingen spiller til og med 28. maj


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA