x
M.I.A. : Roskilde Festival, Orange Scene

M.I.A. , Roskilde Festival, Orange Scene

M.I.A. : Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Maria Therese Seefeldt Stæhr | GAFFA

Der er mange fordele ved at spille på den prestigefyldte Orange Scene - men der kan også være ulemper. Denne fredag aften var det desværre sidstnævnte der blev virkeligheden, da M.I.A. lukkede og slukkede Orange Scene med en noget særpræget koncert.

De forsvundne detaljer
M.I.A. har skabt en niche. En unik subgenre der har afstikkere i noget så ellers uforeneligt som Bollywood, hinduistisk meditation, engelsk grime, latininspireret percussion – for ikke at glemme urban og electro. Alt sammen pakket ind i politiske budskaber og lækre, feminine moves. Et helt specielt setup der fungerer overraskende godt – især på album.

Og det er her ulempen kommer ind. M.I.A.'s musik er på sin egen måde ganske minimalistisk. Der er kælet for detaljen. Og det er præcis detaljerne der går tabt når musikken skal blæses ud på en mark i det fri, hvor intet mindre end 60.000 mennesker er publikum.

For lækker til live
Koncerten kom skævt fra start. Med et kvarters forsinkelse var folk klar til alt andet end fem minutters hinduistisk/buddhistiske visuals efterfulgt af et par numre der lød som ét – med primalskrig som primært instrument. Noget der alt i alt ligger meget langt fra den M.I.A. der eller er produceret og afleveret så lækkert på album.

Det var som om koncertens tema var at få publikum i en form for meditativ tilstand, hvor rytmerne og de enslydende (eller rettere monotone) melodistumper skulle være de bærende kræfter. Samtidig var scenens lys meget atypisk – ingen spot på hovedpersonen, til gengæld var der lysshow i rigelige mængder, og sceneshow der både indeholdt dans og masser af energi.

Mere club, mindre folkefest
Det var med andre ord som om det var det helt forkerte sted, M.I.A. & Co. var landet. For selvom det på sin vis er ret sympatisk at det hele ikke handler om at være i fokus, at stjernen står og bade i spotten eller fortæller en masse unyttigt mellem numrene, så falder den intime club-stemning helt til jorden når væggene ikke eksisterer, og musikken er så anderledes i sit lydbillede, som det var. Især på det populære "Paper Planes" blev det tydeligt, at det her ikke var, som det "skulle være".

Det var og blev en lukket fest. En intim oplevelse panoreret ud på et alt, alt for stort lærred. Det er ikke et kønt syn. Da M.I.A. hev en bunke mennesker op på scenen for at danse, kunne man se festen på storskærm. Den fandtes – men kun der, og kun for en begrænset skare. Det er ærgerligt, for Orange er så stor og lækker en scene, men denne gang blev den brugt forkert. Et stort navn hører ikke nødvendigvis til på en stor scene. Og når det glipper – så er Orange-prestigen ikke helt så fin i kanten. Desværre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA