x
Hush og DR UnderholdningsOrkestret: DR Koncertsalen

Hush og DR UnderholdningsOrkestret, DR Koncertsalen

Hush og DR UnderholdningsOrkestret: DR Koncertsalen

Anmeldt af Maria Therese Seefeldt Stæhr | GAFFA

Arkivfoto

Efter sommerferien var det blevet tid til at kickstarte sæsonens musikmøder på P4 – populærmusik møder DRs Underholdningsorkester, og sliber kanter og flytter grænser. Eller gør de? Dette første møde stod mellem det folkede countrypop-band Hush og det klassiske hold under ledelse af David Firman, men det var en (lidt for) forsigtig start.

"Vi er ikke vant til at starte vores koncerter med en radioavis!"
Det var tydeligt, at det ikke var en helt normal koncert for det sympatiske popband. At starte med et musestille publikum og en nedtælling fra programmets producer er langtfra hverdagskost for flertallet af populærmusikkens artister, og det var da også en lidt nervøs og spændt Dorthe Gerlach, der prøvede at tale både sig selv og publikum til rette, i de tre minutter der gik, mens Radioavisen var i luften.

Men da først de fik grønt lys til at spille, var det som om nerverne faldt på plads – lyden og stemningen var god, og der var ingen tvivl om, at de var stolte af at stå og spille i Koncertsalen, og det endda med Underholdningsorkestret i ryggen. Og overordnet set fungerede det fint. Både band og orkester spillede rigtig dejligt og lækkert, og da koncerten var radiotransmitteret live, bød aftenen samtidig på flere små interviews mellem numrene. Det resulterede på flere måder i en atypisk koncertoplevelse. Men så alligevel ikke.

Et forsigtigt hej mere end et egentligt møde
Et musikmøde lægger op til et regulært møde – måske endda et lidt uventet et. Det skal derfor heller ikke være nogen hemmelighed, at undertegnede havde forventet, at der var blevet pillet endnu mere ved musikken end virkeligheden var. Ét er at omarrangere og få ikke-orkestral musik til at vokse og få ekstra lag (hvilket arrangøren Ole Vestergaard Hansen i øvrigt havde gjort på ganske fin vis), men noget andet er at få det til at føles anderledes. Give det uventede og nye dimensioner - og de kom ikke rigtigt frem i Koncertsalen.

Ud af Hushs 22 numre var kun halvdelen sammen med Underholdningsorkestret, og langt de fleste af disse var ballader – noget hvor det primært var strygerne, der kunne få lov at flyde og lægge et smukt og varmt lydtæppe rundt om den sarte vokal og den sprøde ukulele. Og det var bestemt både smukt og virkningsfuldt - men det virkede lidt som den lette løsning. Den halvdel, hvor underholdningsorkestret ikke spillede med, var derimod primært mere uptempo, og som en "normal" optræden, og det virkede som om, at alle seks medlemmer i Hush slappede lidt mere af, når de spillede alene.

Der skal mere til end strygere - selv om det er lækkert
Og så er cirklen på en eller anden måde allerede sluttet. Begge dele fungerede, det var velspillet, varieret og sympatisk – men der var bare ikke det ekstra "umfp", der gør koncerten til noget helt specielt. Der var antydninger af det. Sidste nummer inden radioavispausen klokken 21.00 var utvivlsom aftenens bedste musikalske oplevelse. Nummeret "Look for America" havde præcis det, der manglede i de andre. Et ret lækkert uptempo nummer med rytmiske finurligheder, der blev krydret med messing- og træblæsere. Effekterne blev meget stærkere end i alle de andre numre til sammen, fordi her mødtes musikken virkelig. Her var det det bedste fra begge verdener – forenet uden at det blev klichefyldt eller ordinært. Den nye dimension var på vej.

Desværre var det et enestående tilfælde, og efter pausen var det som før. Aftenens næstbedste oplevelse var ironisk nok en trio-performance af Gerlach, Hartmann og Kjeldsen, da de spillede nummeret "Sometimes". Her var der en dejlig intimitet og afslappethed – samtidig med at det var den bedste vokal, Gerlach leverede denne aften. På den måde var det langtfra en dårlig koncert. Og der var virkelig god stemning i salen. Publikum lod sig rive med at strygernes bølger og Gerlachs små lommefilosofiske historier mellem numrene.

Det kunne have været interessant at høre koncerten i radioen, for måske virkede musikken på en anden måde der. Måske blev det mindre klichefyldt og "noget man har hørt før"-agtigt. For de nye dimensioner var der, de var bare meget få - og pakket alt for meget ind. Måske var det, fordi det var det første møde – måske var det noget andet. Det var  hvert fald ikke så musikalsk grænsesøgende og udfordrende som man kunne have ønsket. Hush blev farvet pænt og sikkert og underholdningsorkestret blev deres fornemme lydkulisse. Det omvendte kunne have været sjovt, men sådan blev det ikke. Ikke desto mindre kunne musikerne ikke skjule hverken talent eller begejstring – og det tæller også lidt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA