x
Helgi Jonsson: Big Spring

Helgi Jonsson
Big Spring

Helgi Jonsson: Big Spring

GAFFA

Album / A:larm Music
Udgivelse D. 26.09.2011
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Islandske Helgi Jonsson har indtil videre begavet os med sin smukke debut og og ep'en Blindfolded fra sidste år, og selv med de høje forventninger, de tidligere udspil har plantet, fortsætter han her med at imponere på 12 nye sange.

Vi er i de store følelsers vold på det meste af Big Spring, der håndterer armbevægelserne på yderst smagfuld, overbevisende og elegant vis. Lyt bare til Lonely Birds, der starter happy-go-lucky og klavernaivistisk ud for at slutte i et stormombrust lydhav eller den mere råt rockende Passport No Passport, hvor Jonsson viser, at han også kan bide mere aggressivt fra sig i sin sangskrivning. Og på den nedbarberede og nærmest hymne-agtige Careful People, hvor en vis frøken Dickow udlåner sit vokale talent, og den fint skrøbelige Salt, er vi altså helt oppe at røre skyerne i en skønhed, der får øjeblikket til at fryse fast.

Big Spring er et lige dele stort og intimt værk, der i al sin overdådige helstøbthed formår at markere sig som et foreløbigt højdepunkt i en ellers allerede fornem produktion.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA