x
DJ Static med gæster: Aarhus Took It, VoxHall, Aarhus

DJ Static med gæster, Aarhus Took It, VoxHall, Aarhus

DJ Static med gæster: Aarhus Took It, VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Mads Nyeland | GAFFA

DJ Static var et af de navne, der var med til at afslutte dette års Took It, og det skete med et brag. Henning Winther holdt en kort tale før han gav den op for Statics nye show.  Han takkede alle dem, man nu takker, når man sætter punktum for en 12 år lang festival - ikke mindst kunstnere og publikum. Og så fortalte han, at det her var hans gave til dem, der gennem årene har støttet op om projektet. Og det var en fin gave, må man sige.

Bag sig havde Static Blood Sweat Drum + Bass, som er et 27 mand stort big band. Siden 2001 har de spillet sammen til en lang række koncerter i ind- og udland, og det var en fornøjelse at følge deres fejlfrie levering denne aften. Især blev publikum pumpet op, når bandet spillede indledende noter til kendte numre som "Simon Says", "Ante Up", "Deep Cover", "Boom" og "Award Tour". Forfriskende i øvrigt at høre rendyrket instrumental-musik til en hiphop-koncert. Det er vel ikke gjort bedre siden The Roots.  

Showet bestod af numre fra DJ Statics kommende album "Rolig Under Pres". Ind imellem numrene var der lir: her tænker jeg på breakdance fra Familia Loca, scratch fra Static, freestyle-rim fra Pede B, takketaler og meget andet. På sin nye plade har Static samlet sig et stort lineup, og hver af disse kunstnere indtog scenen lørdag aften. Jeg vil ikke nævne dem alle, men her kommer en håndfuld: Ayoe Angelica, Blacc El, Jokeren, Jøden, Kejser A, Pede B, Per Vers, Peter Sommer, Promoe, SupaJan, Yepha og J-Spliff.  Alle gjorde det rigtig fint på hver deres måde, og jeg ser frem til en rigtig god og varieret plade. I hvert fald er der langt mellem f.eks. Khalerns beskidte rap-tekster og så et Peter Sommer-nummer.

Det hele sluttede med, at samtlige kunstnere gik op på scenen, hvor de bl.a. gav den op for hinanden og for publikum og hoppede med på big bandets levering af RJD2's "Ghostwriter". Scenen var på dette tidspunkt decideret propfyldt og publikum fuldstændig oppe at ringe. Med god grund. Der var virkelig tale om, at det hele gik op i en højere enhed for Static og de mange folk, han har samarbejdet med. Hvis jeg får chancen, skal jeg se dette show igen. Det var simpelthen en kæmpe oplevelse.

Og til alle Took It-fans: Tak for nogle fede festivaller. Forhåbentlig kommer der en afløser snart. I hvert fald er der et behov og en efterspørgsel, og så plejer tingene jo at ske af sig selv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA