x
Martin Scorsese: George Harrison – Living In The Material World

Martin Scorsese
George Harrison – Living In The Material World

Martin Scorsese: George Harrison – Living In The Material World

GAFFA

Film / Nordisk Film
Udgivelse D. 24.10.2011
Anmeldt af
Espen Strunk

Få film har gjort et så varigt og uudsletteligt indtryk på Deres Udsendte som Martin Scorseses "Taxi Driver" fra 1976, og når mesterinstruktøren så kaster sig over en stort anlagt dokumentar om George Harrison - ja, så kan det næsten kun blive godt. Nu er musikdokumentaren som bekendt heller ikke nogen ny metier for Scorsese, som siden den inciterende indfangelse af The Bands afskedskoncert i "The Last Waltz" fra 1978 er blevet ved med at vende tilbage til musikken. Både med koncertfilm - "Shine a Light" med The Rolling Stones - og dokumentarer, herunder den monumentale Dylan-film "No Direction Home".
 
Nuvel, der er unægtelig langt fra Travis "talkin' to me?" Bickle, "Taxi Driver"s voldelige og psykopatiske hovedperson til George Harrison; "den stille Beatle" med det eminente slideguitarspil og den livslange fascination af indisk spiritualitet. Han har altid forekommet særdeles sympatisk, og det i en grad at undertegnede faktisk blev helt personligt berørt, da han døde af cancer. Det indtryk cementeres her, hvor vi over godt tre timer tages med gennem livshistorien. Fra opvæksten i Liverpool og opdagelsen af den seksstrengedes udtryksmuligheder over den kreative kulmination i de sidste år med The Beatles og de efterfølgende, lejlighedsvist glimrende soloalbum og engagementet i supergruppen The Travelling Wilburys sammen med makkere som Tom Petty, Roy Orbison og den mangeårige ven Bob Dylan.
 
Hertil kommer naturligvis privatlivet, og stoffet er disponeret på fint afbalanceret vis. Portrættet er hele vejen igennem lødigt og loyalt uden at være idoliserende, selvom man klart fornemmer instruktørens kærlighed til stoffet - han har selv beskrevet oplevelsen af at dykke ned i Harrisons bagkatalog i forbindelse med filmen som at træde ind i en katedral.
 
Det hele er underbygget af interviews med en lang række relevante involverede, fra fotografen Astrid Kirscher, som tager sig kærligt – og nej, der er ikke noget lummert på spil – af de helt unge beatler i Hamburg og Klaus Voorman som siden designede omslaget til milepælen "Revolver" og på anden vis var inde over i diverse sammenhænge. Over Phil Spector, som på godt og ondt satte sit umiskendelige aftryk på den tredobbelte solodebut "All Things Must Pass" fra '70, venner og kolleger, som Billy Preston, Tom Petty, Yoko Ono, Eric Clapton og ekskonen Patti Boyd som skred med sidstnævnte, livsledsageren gennem de sidste tredive år Olivia samt, naturligvis, Ringo Starr og Paul McCartney. Hertil kommer en række dagbogsnotater, oplæst af sønnen Dhani Harrison og en massiv mængde hidtil usete optagelser fra arkiverne. Scorsese har fået adgang til et fantastisk materiale, og det ses og mærkes.
 
Dobbeltsidig natur
 
Det er, simpelthen, hele historien, vi får her. Fra skoletiden – "et Dickens-agtigt sted", som McCartney bemærker – over Reeperbahns anløbne uddannelsesalternativ til de følgende års mildest talt vanvittige Beatlemania og medfølgende politivold og med den på det tidspunkt kun godt tyveårige og intenst tilstedeværende Harrison i orkanens øje.
 
"George var kun sytten (i Hamburg, red.). Han var ung, men han så dig lige i øjnene", som Voorman siger. Og man forstår, hvad han mener, når man møder Harrisons lige dele skælmske, melankolske og altid intense blik. Samme Voorman, som siden bemærker at "George var en ekstrem person, hvad enten det handlede om at sniffe coke eller være åben for meditation". For her er der som sagt ikke tale om noget skønmaleri, og en ting som går igen i de mange udtalelser fra efterladte er netop mandens dobbeltsidige natur: det blide og kærlige væsen versus vreden og frustrationen, den dybe, udogmatiske spirituelle stræben over for konstateringen af på godt og ondt at være "Living in the Material World", som en af de væsentligere soloplader hedder. Eller som Harrison selv, uden tilløb til selvhøjtidelighed, betegner spændingsfeltet: "at være i verden, men ikke være af verden".
 
En ældre Harrison har stadig julelys i øjnene, når han taler om de første møder med LSD – "det var som at være forelsket, men ikke i nogen bestemt, i alting" - eller som McCartney siger: "Han var en fyr, en redblooded fyr som holdt af det, som fyre nu kan lide".
 
Spirituel rejse
 
Flirten med de euforiserende stoffer bliver dog hurtigt erstattet af en mere fokuseret, spirituel søgen efter mødet med først guruen Maharishi og siden sitarvirtuosen Ravi Shankar, som får afgørende betydning og desuden ansporer Harrison til at stable popverdenens første velgørenhedskoncert på benene, "The Concert for Bangladesh" i Madison Square Garden i '71. Det er efter, at Harrison er kommet hjem fra San Franciscos berømte hippiekvarter Haight-Asbury, hvor han havde ventet at finde et lille nirvana af kreative og frie sjæle, men i stedet fik sig en paranoid oplevelse blandt hvad han selv kalder "bumser, som var kommet fra hele USA".
 
Beatles-delen fylder en stor del af filmen – som det vel også bør være – mens gennemgangen af solokarrieren er mindre ekstensiv, selvom vi får historien om hvordan hovedpersonen i midten af 70'erne forfalder til stofmisbrug sammen med nogle eminente koncertoptagelser fra perioden. Travelling Wilburys, naturligvis, og eneste egentlige ærgrelse ved dette storslåede portræt er da også, at det ikke er lykkedes at få vennen Dylan til at udtale sig.
 
Nuvel, det er ikke desto mindre et meget stærkt indtryk det står tilbage. Både af den musikalske side af sagen – "han tog elementer fra rock, rockabilly og r'n'b og skabte noget unikt", med Claptons ord – men i meget høj grad også af mennesket Harrison; en søgende og tilsyneladende særdeles sympatisk sjæl som egentlig helst ville passe haven og se på skyggerne ved midnatstid, stå tidligt op og meditere langvarigt i sit dertil indrettede værelse med udsigt over parken og efter eget udsagn aldrig rigtigt anså sig selv for at være en "showbiz-figur", upåagtet at han var en integral del af, hvad mange har kaldt det største popfænomen nogensinde.
 
Værdigt gravskrift
 
Så meget desto mere trist er det da også at følge Harrison i de sidste år, hvor han bliver ramt af cancer, midlertidigt restituerer - blot for at blive overfaldet en tidlig morgen i sit hjem af en psykotisk indtrængende som tildeler ham otte knivstik – og endeligt sygner definitivt hen. Ringo må tørre en tåre væk bag de tonede briller, da han fortæller om sit sidste besøg ved dødslejet i Schweiz, hvor han fortalte at han var på vej til Boston, hvor hans datter var indlagt med en hjernesvulst. Og den døende ven, som end ikke kunne rejse sig fra sit leje spurgte: "skal jeg tage med?". For sådan var George. Sønnen Dhani er, naturligvis, berørt. Men også, og noget mindre naturligt, denne anmelder, ligesom jeg i øvrigt var det ved nyheden om Harrisons bortgang i 2001. For han var en af dem, der virkelig betød noget, og som man næsten følte at man kendte, selvom det selvfølgelig ikke var tilfældet i konkret forstand. Well, med denne historisk fremragende dokumentarfilm har han nu i det mindste fået et mere end værdigt gravskrift, som fra denne kant skal anbefales på det allerkraftigste.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA