x
The Cure: Reflections, Royal Albert Hall, London

The Cure, Reflections, Royal Albert Hall, London

The Cure: Reflections, Royal Albert Hall, London

Anmeldt af Anders Reuss | GAFFA

Arkivfoto

Det er efterhånden ved at være små tyve år siden The Cure hærgede hitlisterne med "Friday I'm In Love", og etablerede sig som et af planetens største alternative rockbands på linje med U2 og Depeche Mode. Siden da er det gået ned ad bakke kommercielt set, men det finurlige, sortklædte rockband bevarer fortsat en stor og loyal fanbase, og blandt superfansene hersker der en udbredt konsensus om, at The Cures gamle lp'er fra starten af firserne er de bedste. Og det var disse fans, der blev forkælet ved en supereksklusiv koncert med titlen "Reflections" i Londons Royal Albert Hall. Her leverede The Cure noget ganske andet end deres sædvanlige festivalsæt.

Her spillede de deres tre første album "Three Imaginary Boys" (1979), "Seventeen Seconds" (1980) og "Faith" (1981) i deres fuldstændighed, samt en række ekstremt sjældent hørte B-sider og out-takes fra samme periode.

The Cure har i årevis anerkendt, at deres fans er vilde efter at høre de gamle sange, og det har længe været en tradition, at de dykker dybt i bagkataloget, og overrasker med sjældent hørte albumtracks til deres koncerter. Til og med nogle forskellige fra aften til aften.

"Reflections"-koncerten var den ekstreme konsekvens af den tendens, og det betyder, at vi fik lov til at høre obskure og vildt eksperimenterede sange som Primary B-siden "Descent" og den psykedeliske Charlotte Sometimes B-side "Splintered In Her Head" med den excentriske frontmand Robert Smith på mundharmonika.

GAFFAs mand i London hører selv til blandt superfansene, og jeg har aldrig, i min videste fantasi, forestillet mig, at jeg skulle opleve The Cure spille disse sange live. Der er simpelthen tale om, at The Cure spillede deres mest obskure materiale, man overhovedet kan pege på. Vildt.

Three Imaginary Boys – The Cure varmer op til sig selv

Royal Albert Hall ligner en gigantisk, slidt og snavset udgave af Det Kongelige Teaters Gamle Scene med balkoner og kilometervis af rødt velour, og i aften er her fyldt op med mennesker i fyrrene, fortrinsvis mænd, og rummet summer af forventning.

Da The Cure endelig går på, som trio bestående af den i dag 52-årige sanger og guitarist Robert Smith, bassist Simon Gallup og trommeslager Jason Cooper (som kom med i 1995), ser det ikke ud af meget. Scenen er overraskende lille, der er intet bagscenetæppe, ingen dekorationer, ingen storskærme og kun sparsomt med lys. Muligvis ligesom det var i 1979.

Robert Smith ligner sig selv i sit løse, sorte hør-agtige tøj, mystiske fugleredehår med hestehale, som selv lookalikes'ene har opgivet at kopiere, og store industrial/goth-støvler. Han hilser venligt på det ekstatiske publikum med sit sædvanlige, generte "hello", og så går de i gang.

The Cures debutalbum "Three Imaginary Boys" er et spinkelt og tight new wave-album med korte små sange i yderst sparsomt arrangement. Derfor virker det sært og underligt tomt og letbenet, da de tre musikere sætter i gang med "10:15 Saturday Night", som næsten forsvinder i den store sal, der ubarmhjertigt kaster lyden tilbage og får The Cure til at lyde, som de spiller i en tom fabrikshal.

Det hjælper, da der bliver skruet op for volumen, og da The Cure efter de tre indledende tominutters-popsange når til balladen "Another Day", er det hele faldet på plads. Med et er The Cure atmosfæriske. Stemningen er tæt og Robert Smith synger helt fantastisk, blændende godt. En tilstand der varer ved samtlige maratonkoncertens 180 fortryllende minutter. Imponerede.

Det står også hurtigt klart, hvor blændende og original en guitarist Robert Smith er. Han har ikke været alene om guitaren siden startfirserne, og i aften står den helt skarpt og alene i lydbilledet, og det er vildt fedt. Han nyder det tydeligvis også selv, og giver den gas på nogle vilde og ukonventionelle guitarsoloer på bl.a. "Subway Song" og "So What".

Three Imaginary Boys-sættet slutter med det "hemmelige" bonus-track "The Weedy Burton", som er en studentikos joke. Et piss-take på tolv-takters røvballeblues. Medlemmerne i The Cure var kun nitten år, da de indspillede albummet, og det har sat sit præg. For eksempel er teksten til "So What" fundet på en pose sukker, og det kunne være bizart og pinligt at opleve materialet opført af en gruppe halvtredsårige mænd. Men det går an. Stemningen er til det.

Uanset, at det var et blændende sæt, kom gennemspilningen af "Three Imaginary Boys" til at fungere som The Cure, der spiller opvarmning til The Cure. For der er ingen tvivl om, at det især er "Seventeen Seconds" og "Faith", som virkelig er de lp'er, der betyder noget for fansene.

Seventeen Seconds – sindssygt velsyngende Smith

Rockhistorisk set er "Seventeen Seconds" også et langt vigtigere album, fordi det er med til at definere post-punk-lyden, og sætter en helt ny dagsorden for hvordan rockmusik kan spilles. Køligt, tilbageholdt, stemningsmættet og minimalistisk. Helt uden soloer, pikrockattituder og powerakkorder. Et stort, genredefinerende kunstværk begået af en gruppetyveårige.

Så da The Cure efter en kort pause atter indtager scenen, for at fremføre "Seventeen Seconds", nu udvidet med keyboardspilleren Roger O'Donnell, går publikum helt amok i henrykt jubel over tonerne til "Play For Today". 42-årige familiefædre rejser sig op fra de magelige veloursæder, danser, og skråler med.

"Play For Today" er en af de Cure-sange, som der har udviklet sig et fanritual omkring, der går ud på at skråle "åh-uh-åh' til sangens simple keyboard-motiv. Det lyder som et foldboldstadion, og det er et sjovt fænomen, fordi Robert Smith aldrig har været manden, der opfordrer til noget som helst a la klappe-i-takt eller den slags Lars Lilholt-fænomener. Han har altid bevaret sin drengede, generte, tilbageholdte og charmerende coolness.

Og så går det slag i slag. "Seventeen Seconds" bliver smukt, smukt, smukt leveret, og Robert Smith er simpelthen sindssygt velsyngende. Her er ikke skyggen af aldringstegn. Helt fantastisk brænder "Secrets", der bliver sunget køligt hviskende på lp'en, men som i aften står rank, varm og romantisk. Det er helt blændende vidunderligt, og jeg ville ønske, jeg kunne høre den version igen. Et højdepunkt, som alene er til seks stjerner.

Det samme gælder for en næsten lige så utroligt stemningsmættet version af "At Night". Ud over den prydes "Seventeen Seconds"-sættet blandt andet af en inspireret nyfortolkning af instrumentalnummeret "Three", som i aften er en del mere støjende og vildtvoksende end på den gamle lp. Og et eksemplet på værdien ved, at The Cure underkaster sig det dogme at spille hele albums fra ende til anden. Det er højst usandsynligt, at "Three" nogensinde ellers ville have fundet vej til en sætliste, og resultatet af at de spillede den, var en overraskende stor kunstnerisk oplevelse. Sejt.

Faith – fremragende sæt med lidt for mange på scenen

Efter endnu en kort pause er det tid til det dystre mesterværk 'Faith' fra 1981. Et bjergtagende album der rummer en højtidelig, næsten kirkelig stemning, der viser at være vanskelig at genskabe. Måske fordi stemningen i Royal Albert Hall er ved at være blevet ganske festlig.

Til "Faith"-sættet er The Cure sensationelt blevet udvidet yderligere med den originale trommeslager, og senere keyboardspiller, Laurence "Lol" Tolhurst, som på det nærmeste blev mobbet ud af bandet i 1989 efter ikke at have bidraget med noget til albummet "Disintegration" (ud over den fantastisk smukke sang "Homesick"...!). Det var ham der spillede trommer på "Faith", men i aften bliver Jason Cooper siddende på trommestolen, mens Lol Tolhurst bidrager med ekstra percussion og keyboard. Det er rørende at se ham på scenen med The Cure igen, men hans musikalske bidrag er beskedent. Ekstra bækkenslag, tam-tam-fills og lidt keyboard.

Sættet starter med en smuk version af "The Holy Hour". Igen stærkt båret af Robert Smiths blændende sangforedrag. Det går en smule skævt på "Primary", hvor han enten har glemt teksten, eller bare leverer en meget skødesløs nyfortolkning. Han sejler i hvert fald rundt mellem de samme linjer, som bliver sunget igen og igen.

Det meget ranke og dystert drømmende "All Cats Are Grey", som er den sang jeg har glædet mig allermest til at høre, kommer desværre ikke til sin ret. Det er for larmende, ikke køligt og minimalistisk nok, og keyboard-stringer-klangen er helt forkert. "All Cats Are Grey" er et keyboard-drevet nummer med en meget lang intro, som Robert Smith bruger på at vandre rund på scenen. Helt ud til kanten, hvor han hilses og hyldes af publikum, der vinker og rækker hænderne ud. Der ikke noget traditionelt rockstar over ham, og han rækker ikke ud efter publikum eller noget, men ser glad og anerkendende ud. Næsten som om han undertrykker et frydefuldt smil. Det er ikke arrogant, og han kommunikerer med nogle særlige koder, som fansene er helt med på. De er næsten en lukket klub.

Muligvis er problemet med det i øvrigt fremragende "Faith"-sæt, at der er kommet lige lovligt mange musikere på scenen, sammenlignet med at originalen blev fremført at en trio. I hvert fald bærer flere af sangene præg af at være blevet lidt overfyldte. For eksempel spiller Roger O'Donnell tamburin henover up-tempo-sangen "Doubt", og det trækker en hel del fra originalens spændstige tilbageholdenhed, og giver den et mere fladt og slattent højskolerockpræg. For nu at sige det grimt. Det er knap så slemt i virkeligheden, men det havde været bedre uden. Det gælder også for mange af Lol Tolhursts bækkenslag. De virker overflødige.

Sættet slutter med et højdepunkt i form af en blændende stolt og inspireret version af titelnummeret "Faith" med Robert Smith på sin legendariske barytonguitar, som i aften klinger mindre varmt og mere metallisk og aggressivt end tidligere. Det giver en ny lyd til "Faith", der får publikum til at spidse ører.

11 ekstranumre

Da The Cure går på scenen for at spille ekstranumre, annoncerer Robert Smith, at de vil spille B-sider og out-takes fra samme periode som de tre albums. Det betyder, at den i forvejen usædvanlige aften bliver endnu mere speciel. Nu bliver der dykket så dybt ned i bagkataloget, at vi kommer til at opleve The Cure spille nogle af deres mest obskure, underlige og ukendte sange. Det er en superfanbegivenhed langt, langt, langt udover det sædvanlige. Altså, helt fuldstændigt enestående, og ikke noget jeg selv i min vildeste teenagefanfantasi havde forestillet mig, at jeg nogensinde skulle opleve.

Det står klart, at The Cure har øvet knap så meget på denne del af sættet, og den lange stribe af sange (de spiller 11 stykker fordelt på to omgange ekstranumre) bliver leveret med smil, begejstring og tungen i kinden. Der bliver spillet forkert på "Jumping Someone Else's Train", og "Descent" kommer aldrig til at lyde genkendeligt, men det er lige meget, for nu er det bare en fest og en leg. Ikke mindst for Robert Smith som hopper rundt og smiler til instrumentalnummeret "Another Journey By Train", som var B-siden til "A Forest", og et virkeligt obskurt nummer at tage ind i et live-sæt. Det er så cool.

Salen er helt oppe at køre over det. Alle har rejst sig fra sæderne til stående ovationer, da The Cure atter indtager scenen til en tredje omgang ekstranumre. Og her brydes aftenens dogme med kun at spille sange fra 1979-1981, for der findes ikke flere! Til gengæld spiller The Cure, som efter tre timers koncert må være godt trætte, deres tre "fantasy"-singler fra 1982, "Let's Go To Bed", "The Walk" og "Love Cats" i nogle særdeles løsslupne fortolkninger, med den nu storsmilende og dansende Robert Smith i front. Der er fest både på scenen og i salen, og det er fascinerende at høre 3500 midaldrende The Cure-fans skråle med på "ba-ba-dap-dap-dappa-dah-da-da-da-da-da-dada" til "The Love Cats".

For midaldrende fans

Jeg har tidligere luftet forbehold for fænomenet "classic album concerts", da jeg i august anmeldte Primal Screams "Screamadelica"-koncert i København. Og det gælder fortsat, at det er et fænomen, som henvender sig til midaldrende fans, som kommer for at få en fest, og kommer i kontakt med følelsen af at være ung. Det er også et faktum, at The Cure i dag ikke er dem, der skubber udviklingen fremad og viser nye veje for rockmusikken. Det blev ikke skrevet rockhistorie i Royal Albert Hall i går. Der skal man lede et andet sted. Men hvis man accepterer den præmis, at det var i 1980 The Cure virkeligt flyttede noget, og at det er det vi fejrer nu, så har The Cures "Reflections"-koncert i går alligevel en berettigelse som begivenhed.

Det var en eksklusiv koncert. Den eneste i Europa, og billetterne var få og svinedyre. Men hold op, hvor The Cure leverede varen. Det var en koncert til superfans, og de fik i pose og sæk. Fantastisk spillet og sunget. De to originale The Cure viser absolut ingen tegn på, at de er færdige. De optrådte utroligt vitale og veloplagte i Royal Albert Hall, og koncerten rummede alle de kvaliteter man kan forlange af en god rockkoncert. Og så er Robert Smith bare en helt fantastisk original rockfigur. En enestående genial sanger, guitarist, sangskriver og performer, som har skrevet sine helt egne regler for det hele. Der er ingen rockklichéer her. Spektakulært.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA