x
Kaiser Chiefs: Train, Aarhus

Kaiser Chiefs, Train, Aarhus

Kaiser Chiefs: Train, Aarhus

Anmeldt af Sten Kloppenborg | GAFFA

Kaiser Chiefs har siden de blev dannet i 1997 været storleverandør af fængende melodier, pudsige tekster og fantastiske, nærmest sloganagtige omkvæd, der passer perfekt til situationer hvor man har lyst til at råbe i kor imens man skyller øl ned. Den store succes som deres første tre udgiveler har opnået, har derfor sideløbende givet de ærkeengelske chefer et ry som et fremragende partyorkester.  Deres fortræffeligheder som liveband blev dokumenteret på dvd'en  "Live at Elland Road" hvor de spillede foran 40.000 brølende bysbørn i Leeds.  

Bandets seneste udgivelse "The Future is Medieval" virker som lidt af et stilskift og viser en mere introvert side af Kaiser Chiefs. Udgivelsen virker lidt grå og ufærdig ved siden af de foregående farverige og sprudlende album. Dette sammenholdt med spilletidspunktet søndag aften og en sal der, trods en massiv udlodning af gratis billetter, kun var halvfyldt gjorde mig lidt bekymret for at mit første møde med Kaiser Chiefs skulle blive en skuffelse.

Grineanfald
Da Kaiser Chiefs efter et præludium af lys og trommebeats gik på scenen og lagde ud med "Everyday I Love You Less and Less" skarpt efterfulgt af "Never Miss a Beat" var det tydeligt at de havde tænkt sig at holde en fest. Frontmand Ricky Wilson var allerede i første nummer helt ude på scenekanten og dirigere publikum med mikrofonstativet i strakt arm. Wilson udviste masser af overskud, men tabte totalt beatet, da han fik et grineanfald midt i " Never Miss A Beat".

Bandet stoppede helt med at spille, så Wilson kunne få fnist færdig sammen med fotograferne på første række. En sjov og sjælden situation til en koncert med et stort udenlandsk navn. Herefter fik vi "Little Shocks" fra det aktuelle album, dog i en version der var betydelig bedre og mere nuanceret end den besynderligt miksede albumudgave. Herefter " Everything Is Average Nowadays"," Good Days Bad Days" og tre andre numre, hvor der virkelig var lejlighed til at råbe med på omkvædene, tilskyndet af en energisk Wilson.

"Man on Mars" fra det nye album blev sunget af trommeslager Nick Hodgson, og den fungerede rigtig godt i sit næsten Bowieagtige udtryk. Den blev straks efterfulgt af "Ruby" der som forventet fik salen til at stødkoge.

En tur i baren
"I Predict A Riot" blev leveret særdeles energisk, og det var tydeligt at en stor del af publikum havde et særligt forhold til numrene fra debutpladen "Employment".  Den er netop af NME blevet nomineret til titlen som et af de sidste 15 års bedste album. Derefter var Kaiser Chiefs åbenbart blevet tørstige, så Ricky Wilson gik lige en runde på scenen med en notesblok og tog imod bestillinger fra bandet. Derpå gik han i baren, bestilte, og sang i ventetiden "Take My Temperature" stående på baren. Nummeret og sættet blev afsluttet med skål på scenen, og et måbende og henrykt publikum kunne nu begynde at råbe på ekstranumre.

Oh my God!
"Love's Not A Competition ( But I'm Winning)" var første ekstranummer, og den blev afløst af den herlige "Oh My God". Her udnyttede Kaiser Chiefs den tætte og gode stemning der var opstået til at få hele salen til at sætte sig ned dog synge med på: "Oh my god I can't believe it, I've never been this far away from home".

Wilson var med på gulvet og dirigerede "Trainkoret" fra siddende over knælende til hoppende, råbende, skrigende tilstand. Det var således en jublende sal med armene over hovederne som Kaiser Chiefs tog afsked med fra scenen

Mine bekymringer blev heldigvis gjort til skamme. Kaiser Chiefs er stadig et fremragende liveband, og de fire nye numre blev glimrende forløst i liveudgaverne. Bandet er underholdende og velspilledende og Ricky Wilson er en fantastisk personlighed, der som en blanding af Simon Le Bon og Mick Jagger styrer begivenhederne med sin charme og energi.

Alt i alt en femstjernet oplevelse som jeg gerne gentog i Amager Bio mandag aften


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA