x
Randy Newman: Værket, Randers

Randy Newman, Værket, Randers

Randy Newman: Værket, Randers

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

I et forbindelse med et af de allerførste interviews, jeg nogensinde lavede, kan jeg huske at Allan Olsen anbefalede Randy Newmans "Good Old Boys" fra '74. Og man forstår hvorfor, for Nordjylland spiller samme rolle i sangskriveren Olsens tekstunivers som de amerikanske sydstater gør hos forbilledet Newman, og i begge værker kombineres en oprigtig sympati og identifikation med et "udkantsland" med en gennemløbende satire over tilværelsen i al almindelighed.

I aften er Newman så i Randers som led i sin aktuelle soloturné, i øvrigt umiddelbart efter at have begejstret anmelderne ved sine britiske koncerter tidligere på måneden. "Alene ved klaveret er han enormt godt selskab, men har samtidig en uhyggelig evne til pludselig at ændre rummets emotionelle temperatur", skrev The Guardian; "Newmans blanding af humor og patos er ikke unik, men hans mere livskloge, stærkt ekspressive stemme er bestemt", istemte The Independent, og jeg må tilslutte mig koret.

I aften trækkes der lykkeligvis i høj grad på netop centrale halvfjerdserplader som "Good Old Boys" (1974) og "Little Criminals" (1977), og det to timer lange retrospektive enmandsshow tegner et portræt af en kunstner og et værk spændt ud imellem nærmest revyagtige, meget Tom Lehrer-reminiscente satiriske sager og smukke, melankolske ballader i omegnen af hjertesorg og alkohol ("Rolling", "Guilty"). At Ray Charles var det første, store forbillede høres på trakteringen af det store Steinway-flygel, men også Waits og Springsteen krydser tankerne mere end én gang. Musikalsk har Newman altid befundet sig et sted mellem Lehrer, Warren Zevon og Ry Cooder - som da også medvirkede på, ja, "Good Old Boys" - men ikke desto mindre bibeholdt en helt egen stil og lyd.

Som en Zevon i den særlige, sorte humor og beske satire, som Cooder i den tilbagelænede roots-rock, der præger nogle af Newmans bedste studieplader. Og så altså Lehrer, særligt en aften som i aften, hvor Newman er alene bag flygelet foran et tilsyneladende ganske dedikeret publikum og binder det hele sammen med små anekdoter og bemærkninger, lige fra der lægges ud med hittet "Mama Told Me Not to Come" til det mere end tredive sange lange sæt lukkes med en smuk og nærværende "Feels Like Home".
 
Og netop nærværende er nok også det ord, der mest rammende beskriver aftenens koncert, hvor Newman fokuseret og veloplagt diverterer med et rundhåndet udpluk fra bagkataloget - vittigt, vedkommende, og indimellem også hjerteskærende.
   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA