x
Grizzly Bear: Shields

Grizzly Bear
Shields

Grizzly Bear: Shields

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 17.09.2012
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Man skal efterhånden passe på ikke at tage det som en selvfølge, at Grizzly Bear leverer det ene mesterlige udspil efter det andet, og det kan bestemt være øjenåbnende lige at træde tilbage og lade musikken tale for sig selv uden det anerkendte bandnavn hængende som en skygge over de lokkende toner.

Derfor var det også rart at kunne lade sig overraske – og overrumple af et helt igennem fremragende album med den ukendte gruppe The Toddies, der dumpede ind med anmelder-posten. Et album, der viste sig at være Grizzly Bears nyeste udspil Shields i forklædning. Og sikke et album!

Shields er spækket med lutter herligheder, hvor musikken både får lov at boble og sprudle i ringlende flotte udladninger på Sleeping Ute, Speaking In Rounds og Yet Again, hvor man kan høre hver en streng på guitaren, samt lade sine mere afdæmpede sider stå frem i fuldt flor på listigt snigende The Hunt og What's Wrong, der maler med brede melankolske penselstrøg .

Der er højt til himlen på albummets 10 stærke sange, som viser et band, der er gået igennem en markant musikalsk udvikling, og Shields må betegnes som både deres lettest tilgængelige, men også mest ambitiøse udspil. Det er ikke nogen dårlig cocktail, og denne plade er både kræs for kendere og et fint sted at springe på for nye lyttere. Så hvis man ikke er bekendt med Brooklyn-drengenes fortræffeligheder, er det bare med at komme i gang.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA