x
Dave Grohl & Sound City Players: Stubbs, Austin, Texas

Dave Grohl & Sound City Players, Stubbs, Austin, Texas

Dave Grohl & Sound City Players: Stubbs, Austin, Texas

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Arkivfoto

Efter at Dave Grohls Sound City Players (SCP) i forbindelse med filmen af samme navn har været rundt at spille koncerter i fire forskellige byer, lagde Austin plads til det endegyldigt sidste show med dette band af koryfæer fra rockmusikken. Efter en fin opvarmning fra veteranerne i Meat Puppets, der i dagens anledning havde to sange med, som ironisk nok senere er blevet mere berømte med Nirvana – "Lake of Fire" og "Plateau" – kom en glad Dave Grohl på scenen for at lade folk forstå, at it's going to be a long f... night. Sættet var ligesom tidligere Sound City Players-koncerter delt op med fem-syv sange med hver gæst(er), hvor der ved hver gæst blev spillet covernumre fra pågældendes bagkatalog ud over sange fra Sound City Players-albummet. Backingbandet bestod med skiftende besætninger hovedsageligt af medlemmer fra Foo Fighters.

Første gæst var Alain Johannes (Queens of The Stone Age, Eleven), der lagde fint fra land på guitar, mens Dave Grohl tog sig af bassen. Selvom intensiteten var høj, er Alain Johannes' band Eleven stadig ukendt for de fleste, så der var ikke den store tilslutning fra publikum. At vælge et helt sæt dedikeret til Alain Johannes virker måske også lidt unødvendigt, når den gode Johannes senere viser sig at spille guitar på mere end halvdelen af resten af sættet. Undervejs kommer vi dog også forbi deres fælles fortid i Queens of The Stone Age i nummeret "Hanging Tree" (oprindeligt skrevet af Alain Johannes), der bliver leveret i en meget punket udgave i forhold til QOTSA-udgaven.

Næste gæst på scenen var ingen ringere end Stevie Nicks fra Fleetwood Mac. Hendes ankomst giver straks større glæde hos publikum, der i løbet af hendes sæt bliver ført gennem klassikere som "Dreams", "Landslide" og "Gold Dust Woman". Sidstnævnte blev leveret i en helt fantastisk udgave på over otte minutter med en mur af smuk lyd, der helt slog gnister fra det ni mand store band og dermed blev et tidligt højdepunkt for aftenens koncert. Også "Landslide" blev leveret i en utrolig smuk udgave med bare Dave Grohl på akustisk guitar og Stevie Nicks på vokal.

Næste gæster på scenen var Brad Wilk (Rage Against the Machine) på trommer og Chris Goss (Kyuss, Masters of Reality) på guitar og vokal. Efter en lidt sløv start blev deres del af koncerten bedre og bedre. Brad Wilk fik som sædvanligt tæsket så godt igennem på trommer, at der efter ham skulle bruges et godt stykke tid på at få udstyret på plads igen. Højdepunktet her var "Time Sloving Down" fra SCP-pladen, hvor glæden mellem Dave Grohl og Chriss Goss ved at spille et fedt guitarriff igen og igen var rigtig afsmittende.

Efter denne gang stoner rock var det tid til en god omgang punk ved ingen ringere end Lee Ving (Fear). Der er ingen tvivl om, at Dave Grohl altid har været inspireret  af punken, som den lød i Fears storhedstid. Selvom Lee Ving stadig er indbegrebet af punk, tager benovelsen hos Dave Grohl og co lidt overhånd, og sættet kommer ikke rigtig ud over scenekanten.

Herefter var det Rick Springfields tur til at komme på scenen. Generelt blev der under hele koncerten joket en del mellem Dave Grohl og gæsterne, og Ricks optræden var i den grad præget af godt humør de to herrer imellem. Ud over det gode humør havde Rick også taget en masse spilleglæde med på scenen, så hans sæt var en fornøjelse at følge. Specielt sidste nummer, "Jessie's Girl", fik hele stedet op at køre.

Rick blev efterfulgt af en regulær stjernetrio i form af Krist Novoselic (Nirvana), Rick Nielsen (Cheap Trick) og Corey Taylor (Slipknot, Stone Sour). Sættet bestod hovedsageligt af Rick Nielsens sange fra Cheap Trick, hvor specielt "Surrender" fik hele publikum til at rocke med. Herudover blev der også tid til et cover af "Ain't That a Shame" af Fats Domino, hvor Corey Taylor og Taylor Hawkins (her på vokal) fik en rigtig god sangbattle op at køre.

Efter næsten tre timers intensiv rockoplevelse havde Dave Grohl endnu et es i ærmet, da han som aftenens sidste gæst kunne præsentere John Fogerty. Om det skyldes, at dette var de sidste numre i SCP's historie eller bare en ekstra stor glæde ved at spille sammen med John Fogerty skal være usagt, men i dette sidste sæt blev spilleglæden om muligt endnu mere udtalt end tidligere. Her blev der leveret guitarlir for alle pengene, og "Keep on Chooglin'" blev fremført med hele fire guitarer. Generelt klædte den ekstra guitar alle de gamle Creedence Clearwater Revival-sange, da det var med til at give plads til nogle rigtig fede mellemstykker. Aftenens allersidste nummer var "Fortunate Sun", som jeg aldrig har hørt bedre. Her blev spilleglæden og de enkelte aktørers tekniske kunnen løftet op på et højere niveau, så sangen kunne sætte et fornemt punktum for en tre timer og 20 minutters lang rockoplevelse ud over det sædvanlige.

Dave Grohls indledende ord om, at denne sidste aften med SCP skulle blive længere og mere energifuldt end tidligere, kom i den grad til at holde stik. Jeg mindes ikke at have set så meget spilleglæde fordelt over så mange aktører og så lang tid som denne aften. Det kan være svært som publikum at have fuld fokus over så lang en koncert, så enkelte passager virkede ret overfødige. Koncerten mindede lidt om, at man køber en fantastisk plade i en udvidet deluxe-udgave i yderst begrænset oplag. Man får noget ekstra helt unikt, der til tider er helt fantastisk (og højdepunkterne var helt uovertrufne), mens der til andre tider er en grund til, at materialet i første omgang blev sorteret fra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA