x
Lulu Rouge : SCC That, Spot Festival

Lulu Rouge , SCC That, Spot Festival

Lulu Rouge : SCC That, Spot Festival

Anmeldt af Simon Nathanael | GAFFA

En drone svæver hen over smukke islandske højsletter og vandfald. Men der er noget galt. Fokus i billedet forstyrres jævnligt, flimrer en anelse og så tilbage igen, og tiden forskydes i alle retninger. Og der er ingen farver. Kun toner af mørkegrå, som set gennem øjet på en underjordisk skabning.

Sådan fremstår de overdådigt velproducerede visuals, som ledsager Fanney Ósk på den buldrende Landscape Of Love. Hendes vokal er hypnotiserende. Klædt i sort og bløde bevægelser guider hun en hel sals øjenæbler langs hendes fugtige vokallinjer og helt ud til fingerspidserne.

Dyyyyb lyd

Buda og T.O.M, kernen i Lulu Rouge, har allieret sig med Abdullah S, som live-vrider spidst digitale filtereffekter og dybe analoge baslinjer ud af sin synth. Ved hans side sidder StunnGunn og holder det beat så stramt som en trippelbundet madpakkeelastik.

Halvt programmeret, halvt spillet væves de svimlende vidder i de dubbede rumklange og delay-effekters evindelige feedback sammen med et minimalt, elektronisk lilletrommeslag, skarpe hihat-accenter og duoens karakteristiske dybe beatstrukturer. Det hele er måske en anelse gentagende, men samtidig ligger forcen i det lykkelige gensyn; det utvetydige Lulu-udtryk.

Underspillet pop

Asbjørn, en af sidste års Spot-darlings, svæver smukt hen over dybet på Smoke Through The Fire. Han er klædt som en anden Robyn-figur (og danser i øvrigt på næsten samme måde), og sætter en helt anden type energi i gang end Ósk. Nummeret er en smuk og ekstremt poppet komposition, som får lov at leve helt underspillet, uden det monstrøse effekttog, som nærmest er blevet kutyme hos pendanter på den aktuelle, poppede dance- og pophouse-scene.

Desværre er Asbjørns vokal på hans første nummer Bodycodes så udefineret og fyldt til randen med komprimering og vokaleffekter, at tonaliteten næsten forsvinder.

Forskel på før og nu

Mikael Simpson ankommer bevæbnet med sort hætte og tamburin og forløser publikums hypnose med hittet Bless You fra fordums tid. Fødderne bevæges lidt mere, og skuldrende sænkes afslappet. På en festival for ny musik ville det dog ikke gøre noget at springe klassikeren over.

Det interessante er at høre forskellen på før og nu: Bandet har samme stålsatte mikstur af dub, house og ambient, men har nu satset næsten hele puljen på at skrive hele sange i samarbejde med sangerne frem for at bruge dem som samples eller instrumenter klippet ind og ud af et fortløbende instrumentalt, elektronisk track.

Mere tid til hypnose og Robyn-moves

Koncerten afsluttes med hittet Sign Me Out, hvor Ósk igen indtager scenen. Her får bandet for alvor lov at leve, og opbygningen på menneske-trommer og synth-effekter intensiveres flydende gennem hele nummeret og løfter stemningen i salen et nøk opad igen og igen, selv efter at Òsk har sunget færdigt, med Asbjørn og Simpson dansende i kulissen.

Den her slags musik vil nok altid forekomme lidt amputeret på en festival, hvor man ser syv numre på 40 minutter. De hurtige skift mellem stemningerne Ósk/Lulu/Asbjørn ville gøre sig godt med længere overgange over mere tid for at opbløde en lidt klemt sætliste og give tid til både hypnose og Robyn-moves.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA