x
Jenny Wilson: Demand The Impossible!

Jenny Wilson
Demand The Impossible!

Jenny Wilson: Demand The Impossible!

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 04.11.2013
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Den alternative svenske pops diva nummer et, Jenny Wilson, har i snart 10 år stået på egne ben og er over årene blot blevet mere og mere interessant. Siden bruddet med First Floor Power i 2004 har hun holdt sig til en adstadig udgivelsesfrekvens, og Demand The Impossible! er således blot kvindens tredje album. Til gengæld har niveauet gennemgående været voldsomt respektaftvingende, og så er Hardships!-eksperimenterne fra Blazing (2011) i øvrigt heller ikke regnet med.

Også på Demand The Impossible! imponerer Wilson, og det gør hun ikke mindst fordi, hun nok en gang vover sig ud på dybt vand i en herligt stålsat higen efter nye genremæssige farvande. Nærværende værk er i højere grad end tidligere spundet om hidsigt dunkende elektroniske beats, r&b og hiphop såmænd – det er en endnu mere eksperimenterende og grænsesøgende størrelse end forløberne, og det er en fryd, at Wilson ikke lader sig låse fast, men i stedet synes på evig jagt efter nye udtryksformer.

Selv spoken word indfinder sig i betragteligt omfang på Demand The Impossible!, hvilket ikke mindst skal ses i lyset af, at værket er at betragte som en hyldest til dét at kæmpe og overleve – Wilson har således i vid udstrækning ladet sig inspirere af den brystkræft, hun fik konstateret for et par år siden, og især kampen mod selv samme. Titlen referererer både til Wilsons kamp for at blive rask og for fortsat at kunne skabe kunst. Og dét kan hun – Demand The Impossible! er et sprudlende og kun en anelse rodet overflødighedshorn af opfindsomme og fornemt eksekverede idéer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA