x
White Lies: Store Vega, København

White Lies, Store Vega, København

White Lies: Store Vega, København

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

Den britiske trio White Lies har eksisteret siden 2007. Som forsanger Harry McVeigh selv nævner fra scenen, er det bestemt ikke første gang, de sortklædte post-punkere gæster Danmark – tidligere har de både besøgt Roskilde Festival, NorthSide, Smukfest, Herning som opvarmning for Coldplay, Vega, KB Hallen, og listen fortsætter. Og med rette – et udsolgt Store Vega mandag aften vidner om en stor skare af trofaste, danske White Lies-fans.

Mørk post-punk eller konservativ stadionrock?

De genrebetegnelser, der normalt bliver hæftet på White Lies, er post-punk og new wave. Og jo, der er mange elementer fra disse genrer. Og når McVeigh på aftenens sjette nummer, megahittet "Farewell To The Fairground", sætter lidt ekstra vibrato på stemmen, er det tydeligt, at Ian Curtis har været en helt hjemme på teenageværelset. Og der er tunge trommer, tight bas og guitar, og lige tilpas med synths. Men så stopper det også der.

McVeigh opfordrer til fællesklap (som i min optik er det dummeste og mest prollede, man kan ødelægge en koncert med) ikke bare én gang, men nærmest ved hvert andet nummer. Om jeg begriber, hvorfor musikere opfordrer publikum til den slags – jo, det er da stemningsgivende, men det er her, stadionrocken for første gang viser sit diabolske ansigt. Derudover har White Lies en meget konservativ tilgang til deres musik.

Numre som "There Goes Our Love Again", "A Place To Hide", "Streetlights" og "Be Your Man" er blevet strikket sammen efter præcis samme opskrift: Tung tromme som start, så lidt guitar og bas, så et stille første vers, SÅ bliver der trykket på volumenknappen i det voluminøse omkvæd, så andet vers, andet omkvæd, så en synth-båret bro, og så noget mere omkvæd, gerne med klap. Og det fungerer fint, og McVeigh synger skidegodt, og de spiller tight. Men i min optik er der altså mere stadionrock over det end post-punk eller new wave.

…men godt var det

Når nu den værste galde er blevet udspyet: For pokker, hvor er de dygtige. Gode sangsmede, dygtige musikere, en karismatisk forsanger og et flot sceneshow med lyskegler, røgmaskiner og en bagskærm med et flot visuelt, grafisk udtryk. De har styr på deres shit, de her mænd. De ved, hvad de vil med både deres musik og image, og de ved, hvad publikum vil have. Og den episke storladenhed, de alligevel formår at fremkalde på nogle af deres numre, er gåsehudsfremkaldende.

Der er en grund til, at de singler, bandet har sendt i æteren, er blevet så store. Aftenens åbningsnummer "To Lose My Life" og førnævnte "Farewell To The Fairground" er aftenens klare højdepunkter i min bog. Men hvor pokker var "Strangers"?! Uden tvivl deres mest velfungerende skæring til dato, og en skuffelse ikke at opleve den live.

Forsanger Harry McVeigh nævner ikke bare én, men to gange, at Vega er en af deres yndlingsspillesteder i Europa. Billigt trick eller sandhed – jeg vil give ham ret. Endnu en gang skal Store Vega have ros med på vejen for altid at levere en lyd, der ikke kan sættes en eneste negativ, fedtet finger på. Dejligt.

Alt i alt var det en fin oplevelse at dele sin mandag aften med White Lies. Og jeg forudser en lang og lukrativ karriere for de tre briter, der utvivlsomt vil ende med at spille de store stadioner og arenaer op inden længe med deres rockmusik.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA