x
Frightened Rabbit og The Folk Factory: Radar, Aarhus

Frightened Rabbit og The Folk Factory, Radar, Aarhus

Frightened Rabbit og The Folk Factory: Radar, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

For anden dag i træk kunne man opleve skotsk rock i Aarhus, da Glasgow-gruppen Frightened Rabbit besteg scenen på Radar, 25 timer efter at byfællerne fra Primal Scream havde gjort det samme på Train. Radar er mindre end halvt så stor som Train, men der var mødt nogenlunde samme antal publikummer op, hvilket i tilfældet Radar betød udsolgt – 300 personer – og det gav en fortættet og intens stemning allerede under opvarmningsbandet The Folk Factory, som jeg vender tilbage til senere.

Frightened Rabbit gav en meget rost koncert på årets NorthSide-festival, og den havde mange af de fremmødte tydeligvis været til eller hørt om. Bandet blev mødt af kraftige klapsalver, og de kvitterede med en veloplagt og velspillet optræden, hvor ikke mindst forsanger Scott Hutchison præsterede et langt større engagement, end hans Primal Scream-kollega Bobby Gillespie havde gjort det dagen forinden.

Frightened Rabbit lagde ud med "Holy", der som mange af gruppens sange blander energisk, medrivende rock med en solid dosis tristesse, der ikke mindst kommer til udtryk ved Scott Hutchisons klagende stemme og smertefulde tekster, som dog også rummer en god del sort humor: "I don't mind being lonely / Leave me alone / You're acting all holy / Me, I'm just full of holes", som han sang i omkvædet på sangen om hovedpersonens møde med en religiøs person. Som i alle sange fremført med tyk skotsk accent.

Omkring Hutchison spillede de øvrige fem bandmedlemmer fremragende. I første nummer var der "kun" tre guitarer i spil, men nogle gange var der op til fire, heraf mindst én, nogle gange to akustiske. Den megen strengeleg gav et nuanceret og delikat lydbillede, der fik yderligere farver på paletten af orgel, keyboard og slagtøj foruden bas og trommer. De to guitarister Andy Monaghan og Gordon Skene spillede nemlig fra tid til anden tangenter, mens livemedlemmet Simon Lidell skiftede mellem slagtøj og akustisk guitar.

Koncerten fortsatte med sange fra gruppens fire album, ikke overraskende med en overvægt af sange fra det seneste og fremragende udspil, "Pedestrian Verse". En del af gruppens sange lagde afdæmpet ud, med en folk'et, halvakustisk intro, men udviklede sig undervejs med flere instrumenter, så vi ofte endte i et højt gear, med piskende eller dunkende trommer, en mur af guitarer, melodisk bas og syng-med-venlige korpassager. Altid med melankolien som en trofast følgesvend, der er rar at have det skidt med.

Tyste højdepunkter

Højdepunkterne var mange, men særlig intens var "Nitrous Gas" med Hutchison næsten alene på scenen med en elektrisk guitar, kun assisteret af Gordon Skene og trommeslager Grant Hutchison – Scotts bror – på smukt kor, men ingen instrumenter. Og endnu engang et omkvæd, hvor tragedie og farce bor dør om dør: "Oh where love won't grow / I'll build my home / And if happiness won't come to me / Hand me the nitrous gas".

Flere gange under koncerten kom jeg til at tænke på The National, der på lignende vis blander iørefaldende, detaljerig rock med vederkvægende vemod. Scott Hutchisons stemme er ganske vist noget lysere end Matt Berningers, og hans accent gør teksterne forholdsvis svære at høre, ikke mindst i en livesituation, men der er samme fremdrift over de to grupper. Mod slutningen af sættet gav Scott Hutchison også et akustisk nummer helt uden mikrofon, ganske som The National ofte gør med deres "Vanderlyle Crybaby Geeks".

For Hutchisons vedkommende var det dog på opfordring fra salen, at den akustiske sang blev den smukke "Poke" (se en optagelse nedenfor). Eneste ubekendte i sætlisten, som ellers er den samme fra by til by på den igangværende turné, som har varet i tre måneder, og som ifølge Scott Hutchison havde gjort dem en kende trætte – men mødet med publikum fik dem altid i godt humør igen. En helt anden indstilling, end den noget ugidelige Bobby Gillespie lagde for dagen døgnet før på Train.

Efter halvanden time lagde Frightened Rabbit instrumenterne fra sig fra sidste gang, men publikum nynnede begejstrede videre på afslutningsnummeret "The Loneliness and the Scream". Igen kom jeg til at tænke på The National, der gik fra Loppen til Orange Scene på otte år, fra 400 til 40.000 publikummer. Danskerne har jo en forkærlighed for melankolsk rock , så måske kan Frightened Rabbit gå nogenlunde samme vej, eller i hvert fald et stykke af den. Det skulle i givet fald kun være Scott Hutchisons accent, der holder dem tilbage. Ellers har de hele pakken: Stærke sange, dygtige musikere og en slet skjult spilleglæde. Frightened Rabbit har i hvert fald fremtiden for sig – med eller uden lattergas.

Opvarmning: The Folk Factory ****

Inden Frigthened Rabbit fik vi en god halv times opvarmning med det danske band The Folk Factory, der, som navnet siger, spiller folk-musik. Af den moderne slags, der også trækker på elementer fra den såkaldt alternative rock, men ellers byder på velkendte elementer fra folk-musikken: Instrumenter som banjo, mandolin, trækharmonika og akustisk guitar, der blev tilsat el-guitar, el-bas, flerstemmige vokalharmonier, to skiftende leadvokalister og en stortrommepedal betjent af en af musikerne.

De fire medlemmer havde stillet sig helt frem på scenen, og de kom langt ud over kanten med deres velspillede engelsksprogede, melodiske sange, hvoraf "Go To Sleep" er blevet spillet en del på P4. Gruppen arbejder for tiden på deres debutalbum, og det skal blive spændende at høre. Opvarmning i ordets bedste betydning.

Se Scott Hutchison fremføre "Poke" ved koncerten:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA