x
Dixie Chicks: Falconer Salen, København

Dixie Chicks, Falconer Salen, København

Dixie Chicks: Falconer Salen, København

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Image er noget sjovt noget. Stort set ikke en artikel de seneste år om amerikanske Dixie Chicks undlader at nævne en gammel kontrovers med daværende præsident Bush jr. og bandets modstand mod Irak-krigen. De blev lynhurtigt en topnyhed i USA på den konto, og Dixie Chicks mistede omkring halvdelen af deres publikum, blev boykottet af hundredvis af radiostationer, mens vrede fans også offentligt ødelage deres cd'er. Sikkert ikke så fedt på det tidspunkt, men i dag et uvurderligt markedsføringstrick: Vi har at gøre med det politiske countryband, der skiller sig ud i genren ved at have kvinder, som både kan mene noget og spille selv.

Men det der med politiske manifestationer stik mod den amerikanske, konservative korrekthed kunne man godt glemme alt om torsdag aften på Frederiksberg.

Personligt er jeg også ligeglad.

Jeg tiltror ikke bandet de store, udenrigspolitiske, analytiske evner, selv om de er blevet lige så kendte for en gammel politisk udmelding som for deres musik.. Aftenens vigtigste, politiske erklæring handlede da også om de ni børn tilsammen, som bremsede lidt for nye albums og nye turneer.

Er vi chokerede?

Næh.

Gør det noget?

Næh.

Tilbage står et gennem melodiøst band, som selv i lidt kedeligere, slæbende numre ramte melodier, der klæbede lige så meget som den oprindelige betydning af navnet på dette blad. De har charme og smittende spilleglæde, som gør, at selv skønhedspletter på koncerten kan vi nemt tilgive. Herunder en langsom start.

Vi skulle helt hen i sjette nummer "Goodbye Earl", før publikum kom op af de malplacerede stole, der virkede som feststoppere i en propfyldt sal. Men umiddelbart efter - lige som vi var kommet i gang - blev der igen skruet ned for tempoet i den langsomme "Cowboy Take Me Away".

Det var synd. Dixie Chicks var klart bedst i up tempo-numrene, hvor deres dygtige band med samlet otte musikere inklusive de tre Dixie Chicks selv lagde et swing, som mange andre bands kun kan drømme hede drømme om at levere.

Vi skulle et par numre hen for at genfinde det, men i 10. nummer, "Sin Wagon", tog helvede og alle dets dæmoner fat i de tre piger & Co., så jeg stod og fik billeder på nethinden af den tidlige cowpunk leveret af 30-årsjubilarerne i D-A-D.

Dixie Chicks kan gøre et eller andet ved selv en forstenet rocknørd som undertegnede, når jeg pludselig kan synes, at et banjo-solo er det fedeste i verden.

Emily Robison stod ellers nærmest en smule anonym bag leadsangeren Natalie Maines, men banjosolo og dobro guitar med mere fra Robison sad lige i skabet. Også Martie Maguire på vokal, violin og selv mandolin fik lagt en bund, der gør de tre Dixie Chicks ret enestående i deres genre.

Der, hvor koncerten gik galt i byen, var i de dvælende, langsomme numre, som ikke rummede meget sjæl eller virkede særligt nødvendige for bandet at synge. De blev her lige så pæne og dermed anonyme som så mange andre countrybands på tilfældige barer i USA. Man kan godt forlange mere af superstjerner. Coverversioner af Fleetwood Mac, Patty Griffin, Bruce Robinson og selv unge Miley Cyrus lettede ikke rigtigt eller tilførte noget nyt, som gjorde det interessant.

Men så kom tricket med op og ned af stolene. I 18. nummer, "I Like It", kom et nyt af de uimodstålige swing med et steady Hammondorgel som autoværn.

For elskere af hybriden pop/rock/country vil det være en selvfølge, at bandet mange gange har kunnet lune sig højt på Billboards hitliste med et samlet albumsalg oppe over de 12 millioner. På sin vis er det underligt, at dette var bandets første koncert i Danmark – den enorme succes ikke mindst i USA taget i betragtning. Men de var ventede af en stor skare danske fans, som uden tvivl er meget tilfredse i dag. Syv studiealbums og live-udgivelser og opsamlingsalbums udgør bandets ballast. Der bør være rigeligt at tage af med eget materiale til at udfylde en hel koncert næste gang.

Og jeg tager gerne med, for selv om forestillingen mest bød på den pæne udgave af Dixie Kyllingerne, så er der så meget saft og kraft tilbage i dem, at de har potentiale til at løfte både tempo nærvær endnu mere i deres egne numre gennem en hel koncert. Og så må de meget gerne snart spille i Danmark igen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA