x
James Vincent McMorrow : NorthSide, P6 Beat-scenen

James Vincent McMorrow , NorthSide, P6 Beat-scenen

James Vincent McMorrow : NorthSide, P6 Beat-scenen

Anmeldt af Steen Fabrin Michelsen | GAFFA

For et par år siden holdt digteren Søren Ulrik Thomsen en tale på Statens Museum for Kunst i anledning af udstillingen Dansk og International Kunst efter 1900. Den blev efterfølgende bragt i Dagbladet Information. I talen fortalte Thomsen om, hvordan han som helt ung deltog i kursus for digterspirer hos Poul Borum, der, som redaktør af tidskriftet Hvedekorn, var samlingspunkt for firsergenerationens digtere, der blandt andre også talte Michael Strunge. De blev sat til at bedømme hinandens digte ud fra to spørgsmål: fungerer det? Og er det nødvendigt? Det mente Poul Borum var de to vigtigste krav til et kunstværk.

Skal jeg i dag besvare de samme to spørgsmål på baggrund af mit kendskab til Jamen Vincent McMorrow og hans koncert fredag aften, så vil jeg nok svare: Ja, det fungerede, men nej, det var ikke ikke helt nødvendigt. Ingen kan betvivle hans musikalske talent. Især må man bøje sig i støvet for hans vokalmæssige overlegenhed med en falset uden sidestykke. Den minder selvfølgelig en hel del om Bon Ivers, men er mere ren og klar. Samtidig er numrene symfonisk komplekse med en detaljerigdom, der er et klunkehjem værdigt. De følsomme indiehymner bygges op for det næste øjeblik at brydes ned. Og ind i mellem tages vi med på gevaldige udflugter med fare for at komme på afveje. Det bliver ganske enkelt lidt for meget for min smag, og jeg mangler sange, der på mere direkte vis rammer og rører.

Men det var stor del af publikum ikke enige med mig i. Der blev klappet og danset omkring mig. Bag mig stod to drenge, der var absolut die-hard-fans. De stod hele tiden og diskuterede hvilket nummer, han mon nu ville spille. Alt i alt blev det til 12 sange. "We Don't Eat" var et højdepunkt. En skov af hænder med mobiltelefoner røg i vejret omkring mig, så mon ikke der ligger yderligere et par optagelse af det nummer på YouTube i fremtiden. Nummeret sluttede James Vincent McMorrow af med at spille på en gulvtam til øredøvende jubel. Også "All Points" med det afrikanskinspirerede guitartema tog helt berettiget kegler. Undertegnedes fik gåsehud én gang under koncerten. Det var under "This Old Dark Machine", hvor James Vincent McMorrow synger på en mere soulet måde. Det nummer rummer den umiddelbarhed og forløsning, som jeg efterlyser.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA